Komikerlivet sparkede Simon Jul til hjørne, men som tørlagt diabetiker nægter han at være ham, der kun kan råbe bandeord på TV. Sammen med »Bonderøven« Frank Erichsen vil han nu lære folk at pode frugttræer på en gammel bondegård – det lyder som et afsnit til et satireprogram, men er ramme alvor.
Måske er han irriteret over det fugtigklamme forårsvejr. Måske har han bare haft en dårlig nats søvn i det telt, der står opslået i baghaven på Djursland. Han er i hvert fald knotten.
»I Danmark er det nu engang sådan, at hvis man bliver kendt for en ting i fjernsynet – for eksempel at råbe fisse og lave mærkelig mad – så er det bare det, man er kendt for. Hvis man går i gang med noget andet, rejser hele offentligheden sig og siger »det kan du sgu da ikke finde ud af.«
»Der skal man ligesom have et vist overskud til at sige »det kan du sige, men nu prøver jeg. Selvfølgelig har jeg da noget at skulle bevise,« svarer komikeren Simon Jul på spørgsmålet om, hvorfor han nu skal til at være bondemand.
Han sjosker over græsgårdpladsen til den firelængede gård iført sikkerhedssko, åbentstående skovmandsskjorte, smækbukser og tophue. Han synes, det er et dårligt spørgsmål, for han har altid interesseret sig for råvarer og dyrket gastronomi ved siden af sine optrædener som satiriker i radio og på TV.
For Simon Jul er det et naturligt næste skridt at skulle til at malke sine egne køer, selv slå sin juleand ihjel og plante læhegnet til med frugttræer. Interesserer man sig for noget, må man gøre det ordentligt, mener han.
»Ta’ kaffen med, det har den prøvet før,« siger Simon Jul og stikker et kaffekrus i hånden på mig. Han går forrest og slår ud med armene som den gårdejer, han er. Forklarer, at der skal anlægges køkkenhave, frugtplantage og hønsehus.
Grisestalden med de dybe små ruder skal være værksted, stuehuset skal indrettes som undervisningskøkken i mørk eg, og kostalden skal genopføres og kalkes med kalk, han selv og Frank Erichsen har gravet op og brændt i en ovn, de selv har lerklinet.
»Jeg er ved at overbevise Frank om, at toilettet er det vildeste Vesterbro-shit,« siger Simon Jul om det mintgrønne toilet og badekar, som i øjeblikket er det eneste sted, der er rindende vand. Vi ender omkring brændeovnen, der som det eneste står tilbage i byggerodet midt på stuegulvet. Simon Jul begynder at fortælle om den drøm, der startede med at være Frank Erichsens, men som nu er blevet deres fælles.
»Ah, ah Simon, ikke den vej med skruemaskinen«
De to mødtes tilfældigt til Folkemødet på Bornholm i 2014, hvor Frank Erichsen fortalte om en af nabogårdene, som han havde købt på tvangsauktion et par år tidligere, og som han drømte om at lave til et kursuscenter.
»Jeg havde jo set nogle af Franks programmer og tænkte »hold da kæft, tænk at en norsk dreng fra Sønderjylland kan fyre så voldsomt op«,« mindes Simon Jul, der beskriver mødet som en god første date.
Samme sommer kørte Simon Jul sin brede mørkeblå Mercedes fra Frederiksberg tilbage til det Djursland, han selv stammer fra. Og selv om det lyder »pladderromantisk«, er han på en måde kørt hjem og har overtaget en gård ganske få kilometer fra det sted, han selv blev adopteret til som spæd.
Gården er strippet ned til det fjerde lag brunblomstrede tapet, og der mangler stadig at blive lavet meget, før bygningerne i løbet af det kommende år kan huse madlavningskurser, slagtekurser, håndværkskurser og måske et helt lille højskolehold.
»Er det så omsonst at sidde i denne her ruin og lave et interview om hvad, der skal ske? Næ, for jeg er 160.000 procent sikker på, at det kommer til at ske,« siger Simon Jul, der selv skal stå for undervisning i madlavning, vilde spiselige planter og forædling af råvarer – alt fra syltning, saltning og slagtning til fermentering og røgning.
Han rejser sig efter en hobbykniv for at skære lidt nyt optændingsbrænde til brændeovnen. Det kræver et lidt større værktøj, og han ender med at hugge fliger af det gamle stuegulv på kanten af brændeovnen med en økse. Simon Jul er ingen handyman, men han holder af at være med til at bygge noget op fra bunden.
»Det kan sagtens foregå på sådan en lidt far-søn-agtig måde, hvor Frank kommer og lærer mig, hvordan man skal gøre. Eller en af de andre håndværkere, der arbejder her siger »ah, ah Simon, ikke den vej med skruemaskinen.« Det er sket. Det er også sådan lidt midtvejskrise-fedt.«
Han smider træfligerne i ovnen, hælder en stor sjat tændvæske ned over og skynder sig at lægge låg over flammerne, der står ud ad brændeovnen.
»Jeg synes også, det er ret fedt at forsøge at lære et håndværk. At forstå vidunderet i en skruemaskine. Det er bomstærkt.«
Hvad er vidunderet i en skruemaskine?
»Det ved jeg ikke endnu, men jeg har fundet det i et trykluftsbor. Jeg har selv brudt køkkengulvet op. Der var 50 centimeter beton, som var blevet smidt ud over noget flamengo og noget gulvvarme. Det var helt galt, så jeg blev rigtig gode venner med det trykluftsbor, og jeg håber da, at skruemaskinen kommer til sommer.«
Frank Erichsen er ikke på gården i dag, men Simon Jul beskriver deres samarbejde som meget energifyldt og fortæller, at de for det meste er enige.
»Frank er pissesjov, og så er han no bullshit. Vi kan gå fra at tale om nogle nye kornsorter, der skal op til Carsten på Livø, til at diskutere en scene i »Terminator Genisys«.«
Skal jeg være i køkkenet eller på TV?
Det er langtfra første gang, at Simon Jul overnatter i telt for at nå et bestemt mål. Og det er langtfra første gang, at han må overbevise omverdenen om, at det, han kaster sig ud i, er en god idé, men at han forresten er ligeglad med, hvad de mener.
Simon Juls mor arbejder som husholdningslærer, og det er hende, han skylder sin interesse for madlavning. Inden familien flyttede fra Grenaa til Roskilde, hentede han som barn krydderurter i rækkehusfællesskabets have og hjalp til med at lave mad til sin far og søster eller til den ugentlige madklub.
Hans hofret var – og er i øvrigt stadig – en version af »spaghetti bolo« lavet med chili, knust hvidløg og revet citronskal. Det var ellers ikke krydderier, man brugte i start-90erne, men Simon Jul har altid slugt kogebøger som skønlitteratur, og han havde set Henrik Boserup bruge netop de tre ingredienser i et madprogram på TV.
Som 17-årig blev han ansat som opvasker i den anerkendte køkkenchef Jan Friis-Mikkelsens køkken. Han overnattede uden for køkkenet i en campingvogn sammen med to andre, og den første morgen stod han op til et krondyr, der hang klar til partering udenfor i indkørslen. »Vi starter heroppe ved klovene,« lød beskeden fra Jan Friis-Mikkelsen, og Simon Jul var tændt med det samme.
Når opvasken var klaret, fik han lov til at komme med i køkkenet. Til at starte med skrællede han kartofler, men køkkenchefen anede et vist talent, og Simon Jul fik lov til mere og mere.
»Jan har altid sagt, at jeg skulle holde op med det gøgleri og bare komme i gang med at lave mad,« siger Simon Jul, der stadig har stor respekt for sin gamle læremester. Men han blev aldrig kok.
Simon Jul har også altid haft en musikalsk interesse, og drømmen om at blive musiker optog ham lige så meget som den om at blive kok. Medieverdenen lokkede, og i 1998 søgte Simon Jul ind og blev optaget på Danmarks Radios talentlinje, og i 2001 slog han igennem med satireserien »Banjos Likørstue«, som blev vist i 25 afsnit på DR2.
»Da jeg begyndte at lave fjernsyn, var der lige to sekunder, hvor jeg overvejede, om det nu skulle være i køkkenet eller på TV, jeg skulle udfolde mig.«
I to sekunder?
»Eller nej, der var faktisk ikke to sekunder. Det har bare kørt, og så har maden altid været ved siden af. Men når man kommer ud i et køkken, bliver der ikke taget hensyn til en, bare fordi man eventuelt har været i fjernsynet. Jeg tror også, det er det, jeg synes er fedt.«
Efter »Banjos Likørstue« rejste Simon Jul til Frankrig for at arbejde i et patisserie i Paris i tre måneder. En dag skulle han hjælpe le chef de cuisine med at lave »mille-feuille«, men kiksede i det øverste sukkerlag på de skrøbelige konditorkager og fik så hårdt et slag over nakken, at han tabte hele fadet. Det fik han et slag mere for, og så måtte han i gang med at lave otte nye.
»Det var rigtig godt for mig på det tidspunkt. Jeg er et meget firkantet menneske, og nogle gange skal jeg bare have nogle bank,« siger han. »De mennesker, jeg kender i kokkefaget, siger også »hvorfor holder du ikke op og kommer ud af det fjernsyn og tilbage til køkkenet?««
Hvad svarer du så?
»Hvad tjener du? Penge betyder ikke noget for mig, men det gør det for dem. Så må man jo svare igen. Jeg har bare taget det som et kompliment, at nogle af de mennesker, der laver virkelig god mad, har sagt til mig, at jeg altså burde lave mad i stedet for.«
»Men hvorfor skulle man nøjes med kun at gøre én ting i sit liv? Det er da det lammeste i verden. Det er at afgrænse sin nysgerrighed. Det kan jeg næsten ikke overskue. Jeg får helt sådan prikken under fødderne af at tænke over det.«
Simon Jul er ikke bare madentusiast, han nyder ikke bare stilheden på landet og han er ikke bare hyggemusiker. Han har turneret med Niarn, Malk De Koijn og sit eget album »35«, han har en slagterbutik og konferencier ved madanmeldernes årlige konkurrence, og så har han en bondegård med halvanden hektar land. Han tænker ikke over det selv, men formår som de færreste at dyrke sine interesser til et professionelt plan.
Det skyldes hans nysgerrighed, mener han selv. Og en veludviklet klæbehjerne, fornemmer man.
Han kan så let som ingenting genkalde de farverige madbilleder med »utrolig meget finthakket persille« i sin mors kogebogsserie fra 1970erne, eller genfortælle naturvejlederens læresætninger fra dengang, han var medlem af foreningen »Natur og Ungdom«.
»Det var en fin forening, hvor unge mennesker mødtes og gik ud i naturen. Det var tit sådan noget med, at man skulle rydde op i en grusgrav, og så fik man øje på en salamander og fik at vide, at »når salamanderen er her, så er det fordi, vandet er bla, bla, bla«,« siger Simon Jul og griner af konceptet.
»Vi fik også at vide, at her er en plante, der smager af tyggegummi, og så stod man der og tyggede på noget vandmynte og tænkte »gud ja«.«
Det er de oplevelser, han trækker på, når han skal samle spiselige urter og tale med om det nordiske køkkens specialiteter. Den viden, han bygger videre på, og som han leverer med en komikers selvsikkerhed og timing, når han skal holde oplæg om gamle kornsorter for et norsk højskolehold. Selvfølgelig kan han det.
Simon Jul gør alting med en intensitet, der grænser til det ekstreme. Han beskriver det selv som »et misbrugs-gen i alle livets facetter«, og i 2010 fik kompromisløsheden en pris.
Når livet »slår en kæmpe prut«
En sommerdag for knap seks år siden »slog livet en kæmpe prut«, og så sad Simon Jul der og tænkte »det var lige godt satans«.
Han havde fået konstateret diabetes 2.
»Jeg fik det jo af øjensynlige årsager – overvægt og for meget arbejde, apropos det vi har talt om med ikke at ville nøjes. Jeg tror måske, det var en forblindelse af at kunne rigtig mange ting. Jeg gav bare los og gjorde alt, hvad jeg kunne, hele tiden,« siger han.
»Jeg tror, at det med alkoholen var en stor del af det. Ikke at det var et decideret misbrug, men jeg drak helt sikkert for meget,« siger Simon Jul om årene op mod afslutningen på et årti, hvor han var blevet landskendt og havde levet livet på fuldt blus.
Diagnosen dikterede, at Simon Jul kvittede smøgerne og alkoholen, og at han skruede markant ned for arbejde og fest. En kold tyrker.
»Jeg havde 100 procent følelsen af, at nu skulle jeg nøjes. Jeg hadede det. Men der var ligesom nogle ting i situationens alvor, der gjorde, at jeg for en gangs skyld måtte rette ind.«
Det havde især betydning for forholdet til mange af Simon Juls venner på det tidspunkt. Han skammede sig over at have bragt sig selv i den situation, og kendetegnende tog han fat om rattet og styrede sit liv fra én grøft til en anden. Han lagde alt ind på at lægge sit liv om og rørte hverken smøger eller alkohol i fire år. Han gik til ekstremen endnu en gang.
Men efter fire år mente Simon Juls psykolog, at det var på tide, at selv han lærte begrænsningens kunst.
»Hun sagde til mig, at en reel styrke ville være, hvis jeg lærte at sige stop, når det blev for meget. At én øl ikke behøver at blive til 1.000.«
For de fleste lyder rådet sikkert banalt, men for Simon Jul kom det som en overraskelse og en reel udfordring.
Den gyldne mellemvej bliver aldrig hans livsbane, men kort inden mødet med Frank Erichsen på Folkemødet i 2014 begyndte Simon Jul igen at drikke en øl i ny og næ. Det er han stolt af at kunne styre.
Smøgerne har han også taget tilbage, og karrieren fik et nyt twist, da han sidste år blev medejer af slagterbutikken »Spis min Gris« på Østerbro i København.
I sidste måned holdt han et såkaldt »TedTalk«-oplæg om kvalitetsslagtekød, og siden 2013 har han underholdt en time hver dag på »Radio 24syv« sammen med Jan Elhøj i kommentatorprogrammet »Bæltestedet«.
»Det lyder måske voldsomt, men det er sjældent vildere, end at jeg kommer hjem hver aften klokken 22 og går i seng og har det fint med det. Men jeg er blevet mere kontrol- freak. Jeg har helt fastlagt, hvad jeg skal, hvornår. Det er et indre ur eller skema, men jeg kan stadig ikke nøjes.«
»Men jeg er jo blevet privilegeret, fordi jeg har skidt på janteloven og aldrig nogensinde har nøjedes«
Men hvad nu hvis det bliver for meget, eller du finder noget mere interessant, vil du så kunne komme ud af gårdprojektet?
»Aldrig nogensinde. Det her ville jeg ikke kunne komme ud af. Det er en drivende angst, som også er fantastisk. Når man holder vejret for længe under vand, begynder man at få respirationsreflekser, hvor kroppen begynder at sige: nu skal du trække vejret.«
»Det er dem, man søger, og dem, man skal kunne holde ud, når man går i gang med sådan noget som det her. Jeg springer ikke i faldskærm eller går stavgang, mit adrenalin-kick kommer her på gården.«
Vil du kunne droppe København og flytte herover permanent?
»Aldrig. Jeg elsker, elsker, elsker København. Jeg elsker byen i det hele taget, men mit Frederiksberg højere end noget andet sted i verden. Ligesom der er noget afsondret over at være herude, er det altså også noget fedt ved at kunne gå ned og hente smøger klokken 2 om natten. Fuck, det er i orden.«
Men er det ikke også splittet at skulle leve begge steder?
»Jeg synes jo, det er det bedste fra begge verdener. Er du gal, hvor er jeg privilegeret. Og det må man gerne føle sig, for så ligger der også noget ydmyghed i det. Men jeg er jo blevet privilegeret, fordi jeg har skidt på janteloven og aldrig nogensinde har nøjedes.«
»Jeg har gjort det, jeg har lyst til, hvilket kan være pisseprovokerende for nogen. Så kan de stå og spørge, om jeg fik gjort det ordentligt. Og ja, det gjorde jeg. På samme måde som at jeg har ordentlige venner og en ordentlig familie.«
»De giver mig energi og inspiration til at kaste mig ud i alt det her og sige: man skal fucking ikke nøjes! Jeg gider ikke alt det der halvhjertede pis, så må man tage de kampe og de nederlag, der kommer.«
Det er meningen, at Simon Jul skal have indrettet den ene halvdel af stuehusets loft som privat lejlighed. Loftslejligheden har egen indgang med en trappe langs gavlen, og Simon Jul drømmer om at bygge en gangbro over til en gammel efeubegroet roetank nogle meter fra trappen. Så kan han sidde på toppen af den og kigge ud over markerne.
»Det lyder sgu meget godt, det der med at blive gammel på gården. Måske også en smule crazy. På et tidspunkt kommer jeg nok gående i badekåbe og bar pik med en påfugl under armen og hilser på kursisterne, mens forældrene holder deres børn for øjnene. Det er helt sikkert en del af planen. Frank læser ikke Berlingske, så det kan jeg godt sige.«
