Silas Holsts familie med to fædre, en mor og et fællesbarn skulle have hjælp for at fungere

Det er en stor beslutning at få et barn og skabe en familie. Men når man vælger at være en familie bestående af to fædre, en mor og et fællesbarn kræver det ekstra mange snakke og overvejelser. Det har danseren Silas Holst, ægtemanden Johannes Nymark og veninden Louise Mahnkopf, som parret har fået datteren Maggie My med, erfaret. På den hårde måde.

For den farverige familie i Brønshøj fik en svær start.

»Ba, ba, ba,« lyder det glad og energisk fra entreen i den ældre, rødstensvilla, hvor Silas Holst bor sammen med sin mand Johannes Nymark og deres veninde Louise Mahnkopf. Villaen danner rammen om de tre voksnes regnbuefamilie, hvor omdrejningspunktet er den et-årige datter Maggie My. Det er hendes stemme, der byder BTs udsendte velkommen.

Da Silas Holst og gemalen Johannes Nymark begge lykkeligt lod sig hylde med en 1. og 2. plads efter finalen i Vild med dans 2015, anede ingen at de lykkelige ansigter skjulte det pres for at få deres regnbuefamilie havde lidt under i de første svære uger efter fødslen datteren Maggie My i september samme år. Foto: Sophia Lyder Rudolf
Da Silas Holst og gemalen Johannes Nymark begge lykkeligt lod sig hylde med en 1. og 2. plads efter finalen i Vild med dans 2015, anede ingen at de lykkelige ansigter skjulte det pres for at få deres regnbuefamilie havde lidt under i de første svære uger efter fødslen datteren Maggie My i september samme år. Foto: Sophia Lyder Rudolf
Vis mere

I det store hus på fire etager, bor ægteparret Silas Holst og Johannes Nymark i kælderen og stueetagen, mens Louise Mahnkopf bor på første og anden salen. I begge hjem har Maggie My sit eget værelse, mens den store, hvide bulldog Batman kun holder til i stueetagen.

For første gang siden datterens fødsel har Silas Holst åbnet dørene for at fortælle, hvordan regnbuefamilien får deres særlige familiekonstellation til at hænge sammen. Og ikke mindst hvilke overvejelser han gør sig om sin datters fremtid.

Svær start

Maggie My kom til verden på et tidspunkt, hvor Silas Holst og Johannes Nymark var igennem en af de mest hektiske perioder i deres samliv. Parret var begge med i ’Vild med dans’, konkurrerede mod hinanden, og endte begge i finalen, der som bekendt blev vundet af Silas Holst. Men det var ingenting mod det drama, der udspillede sig under datterens fødsel. En langvarig – og hård – fødsel, der var tæt på at ende galt.

Silas Holst har det fint med, at han ikke ved, om det er ham eller ægtefællen Johannes Nymark, der er Maggie Mys bioligske far. »Når man har været igennem en graviditet og en fødsel og ser hende, så er det jo ens barn. Uanset om det er biologisk eller ej,«fortæller Silas Holst. Foto: Niels Ahlmann.
Silas Holst har det fint med, at han ikke ved, om det er ham eller ægtefællen Johannes Nymark, der er Maggie Mys bioligske far. »Når man har været igennem en graviditet og en fødsel og ser hende, så er det jo ens barn. Uanset om det er biologisk eller ej,«fortæller Silas Holst. Foto: Niels Ahlmann.
Vis mere

Nu er der gået et år og den 33-årige familiefar er parat til at fortælle om den svære start for den regnbuefamilie, han har skabt med sin mand og nære veninde gennem 16 år. Som han selv beskriver det i sin nye bog, ’Silas helt ærligt’, der udkom i går, har det krævet noget ekstraordinært af de tre at kunne skabe deres familie.

»Er du sindssyg, hvor har vi talt meget. Om hvad vi hver især har af grundværdier, hvad vi vil videreføre og hvordan vores måde at leve på skulle være. Men man kan jo være nok så enige om alting... Når man så får barnet, ændrer alting sig. For vi fik allesammen en masse følelser, som der også skulle tages hensyn til,« fortæller han.

Det skulle vise sig, at følelserne i den første tid efter Maggie Mys fødsel var ved at tage magten fra den ellers så lykkelige og harmoniske familie.

Silas Holst og hans datter Maggie 1 år gammel
Silas Holst og hans datter Maggie 1 år gammel
Vis mere

»Vi har været derude, hvor vi alle tænkte:’Fuck, får vi nogensinde det her til at fungere’,« fortæller han.

»Der var rigtig mange forhold, der skulle tages hensyn til. Mit og Johannes ægteskab, Louises og mit venskab, Johannes og Louises venskab. Plus vi alle tre var blevet forældre til et barn,« fortæller han.

Derfor valgte familien at få professionel hjælp.

»Vi opsøgte en familievejleder et par timer. Det gav os ro på i sjælen. For vi gad jo godt have det til at fungere«.

Dramatisk fødsel

De tre voksne var under Maggie Mys fødsel kommet endnu tættere på hinanden.

»Den første presseve varede i fire timer. Louise var drænet, og kunne næsten ikke hænge sammen, og der var stadig 18 timer igen. Til sidst skulle det gå meget hurtigt, og lige pludselig væltede der syv læger ind på stuen,« fortæller han om datterens dramatiske ankomst.

Silas Holst nære veninde gennem 16 år, Louise Mahnkopf er mor til Maggie My. Heller ikke hun har planer om nogensinde at flytte ud af regnbuefamilien, hvis hun skulle møde en mand. I stedet håber hun og Maggie Mys to fædre, at den nye mand vil have lyst til at flytte ind i deres hus i Brønshøj. Foto: Niels Ahlmann
Silas Holst nære veninde gennem 16 år, Louise Mahnkopf er mor til Maggie My. Heller ikke hun har planer om nogensinde at flytte ud af regnbuefamilien, hvis hun skulle møde en mand. I stedet håber hun og Maggie Mys to fædre, at den nye mand vil have lyst til at flytte ind i deres hus i Brønshøj. Foto: Niels Ahlmann
Vis mere

Selvom skrækken, efter fødslen også sad i de to fædre, havde de i begyndelsen svært ved at forstå, hvorfor deres datters mor havde svært ved at overgive Maggie My til dem, der trippede over deres egne tæer for at deltage i pasningen af den lille baby.

Men fødslen, hvor Maggie My bl.a. havde navlesnoren viklet rundt om halsen, og endte med at blive taget med sugekop, havde sat gang i en masse tanker især hos Louise Mahnkopf. Tanker, hun godt var klar over, ingen steder hørte hjemme, men som hun ikke kunne slippe.

»Louise var bange for, Johannes og jeg skulle tage Maggie fra hende. Det var svært for os at forstå. Først da vi begyndte at italesætte det, og hun fortalte om den her irrationelle tanke, hun havde, kunne vi sige:’Herregud tag hende dog og hyg dig’«, fortæller han.

Fra da af vendte det. Hvor de to fædre havde frygtet, Louise Mahnkopf var ved at udvikle en fødselsdepression, tog den lille regnbuefamilie fat på at blive det, de alle tre havde drømt om. En rigtig familie.

»Gudskelov kunne vi finde ud af at tale om det. Og fordi vi fandt ud af, hvad grunden til problemerne var, var der også plads til at give hinanden luft. Derefter begyndte det at blive et fællesskab om at have Maggie, hvor vi prøvede at hjælpe hinanden. Vi har været ad nogle omveje og sideveje for at nå hertil. Men vi har hele tiden haft lysten til at komme herhen,« forklarer han.

Siden har de tre forældre holdt fast i fælleskabet om datteren. Men de er også tre travle mennesker med hver deres karrie – de to fædre i showbizz og Louise Mahnkopf, som er ansat i et forsikringsselskab med ’særligt ansvar for rockernes motorcykler’, som Silas Holst udtrykker det – derfor kræver det gnidningsfrie familieliv en evig og minutiøs planlægning.

Maggie er for nylig begyndt i vuggestue, og er her – først på eftermiddagen – vaskeægte institutionstræt. Johannes Nymark putter hende i barnevognen i haven, mens Silas Holst serverer kaffe ved det rustikke langbord i spisestuen med udsigt til den gamle have, hvor efterårsblomsterne nikker sløvt i vinden.

I indbyggede reoler over det store panoramvindue står bøger som Harry Potter, Nordkraft og kogebøger. I den store hjørnesofa vidner krøllede tæpper og puder om, at her hygger husets beboere sig.

»Vores regnbuefamilie er meget timet og tilrettelagt. Hver søndag har vi et langt familiemøde, hvor vi nærmest ned på hver enkelt time planlægger, hvor vi hver især er hele ugen, hvem der har barnet og hvem der afleverer og henter i vuggestuen.«

Som Silas Holst beskriver regnbuefamiliens dagligdag, ligner den enhver anden travl børnefamilies.

Bange for mobning

Efter en lille halv time giver babyalarmen lyd fra sig. Maggie My er vågen. Og vil op. Nu.

Silas Holst kommer ind med sin søvndrukne datter på den ene arm, en tallerken med et halvsmurt stykke rugbrød, en avocado og en pakke leverpostej i den anden hånd. Rutineret får han sig placeret ved langbordet med datteren på skødet, smørrer maden med den frie hånd, mens Maggie My med store øjne og den uundværlige tøjkanin i hånden nærstuderer BTs udsendte.

Nu er livet, som de havde planlagt. Og sådan skal det blive ved med at være. De to fædre og Maggie Mys mor skal på skift og sammen tage sig af deres fælles datter. De forventer at blive boende sammen. For altid. Også hvis Louise Mahnkopf skulle møde en mand.

»Det vil da være vidunderligt. Det er jo derfor, vi har købt det her hus. Jeg tror ikke, at nogen af os har planer om nogensinde at flytte herfra. For vi føler alle tre, at nu er vi endelig kommet hjem,« siger han og erkender, at selv om en evt. ny mand i venindens liv nok skal være lidt mere rummelig end de fleste, så er der klare fordele.

»Hun har ikke en eks-mand med nogle gamle følelser, han skal kæmpe imod. Her er det bare tre venner, der bor sammen, og som har et barn sammen en uge ad gangen, så vi på skift er fuldtids-fædre og -mor«.

Det eneste frygt for datterens fremtid, som lurer i baghovedet på Silas Holst er skoletiden. Selvom familien har fået mange positive tilkendegivelser for deres valg, lurer frygten alligevel for, om pædagoger og lærere kan acceptere Maggie Mys familiære baggrund.

»Jeg er mest bekymret for, om hun skal igennem et mobbehelvede i skolen på grund af et valg, som vi har truffet for hende. Men jeg tror sgu ikke, det sker. Hun bliver nok ikke det eneste seks-årige barn, der starter i skole, med samme baggrund,« siger han og tilføjer:

»I vores hoved har hun jo en lige så sund kernefamilie, som andre, også fordi vi bor under samme tag. Selvom vi er delt op, ser hun både mor og far hver dag. Så længe man lægger kortene på bordet og snakker åbent om det, tror jeg, at børnene også vil synes, det er ret naturligt«.

 

--- OOO --- OOO --- OOO ---

REGNBUEFAMILIER I DANMARK

I en regnbuefamilie vokser børn op med enten to mødre, to fædre eller en tredje konstellation.

Betegnelsen bruges om familier, hvor mindst en forælder er homoseksuel eller transkønnet.

Homoseksuelle forældre får typisk børn via kunstig befrugtning. Men i mange tilfælde er den biologiske mor og far venner.

I regnbuefamilier kan der være både biologiske, juridiske og sociale forældre, og der gælder særlige regler for forældremyndighed, barselsorlov og stedbarnsadoption.

Antallet af regnbuefamilier har været støt stigende siden homoseksuelle i 1990 fik lov at indgå registreret partnerskab.

I 1990 var der 15 regnbuefamilier i 2015 var tallet 1.197.

I følge Danmarks Statistik findes der i dag 37 forskellige familieformer.

I 2015 er der 789.000 børnefamilier i Danmark. Den hyppigste model er stadig mor, far og børn, der udgør 434.000 af familierne. På andenpladsen kommer de enlige mødre, som der er 117.000 af, mens samværsfædre indtager tredjepladsen med 89.000 familier.

Kilde: DBC og Danmarks Statistik