Drop kaffen, kvit smøgerne og stop med dårlige undskyldninger. Det har Silas Holst tilsyneladende gjort, og efter et tocifret vægttab viser han overkroppen frem på det sociale medie Instagram.

Danseren har netop afsluttet et 'intenst træningsforløb' over fire måneder, og selv om han efter eget udsagn ikke er meget for at vise kroppen frem på de sociale medier, har han alligevel ikke kunne dy sig.

På Instagram har han lagt et billede af sin overkrop op efter at have smidt 12 kilo og reduceret fedtprocenten fra 19 til 10 procent.

»Er normalt ikke den store 'vis din krop frem på Instagram'-typen. Men må idag gøre en undtagelse - for i dag sluttede mit 4 måneders intense træningsforløb,« skriver han i opslaget.

Du kan se opslaget og billedet her - artiklen fortsætter nedenunder.

Ifølge den 33-årige danser har anstrengelserne betydet, at han sover bedre, har mere energi og er mere glad. Opskriften er klar:

»Et liv uden 8 kopper kaffe i døgnet, uden cigaretter og uden dårlige undskyldninger,« lyder det i opslaget.

Det er den personlige træner Poul Haacker, der har svunget pisken over Silas Holst gennem de sidste fire måneder, og danseren, der blandt andet er kendt fra 'Vild med Dans', er yderst tilfreds med resultatet.

»Tak for at have præsenteret mig for mit nye liv,« skriver Silas Holst i opslaget.