Polkaprikkede skørter, skovmandsskjorter og Johnny Cash friseret hår er noget af det publikum kan få lov at opleve, når Dirty Dancing the Musical har premiere i Tivolis koncertsal i næste uge. Underdirektøren for kultur i Tivoli Nikolaj Koppel fortalte på et pressemøde torsdag, at musicalen Dirty Dancing er som at blive genforelsket igen.

Selv om der kun er en uge til premieren, var der store smil og interne jokes blandt de medvirkende, men nerverne var ikke helt til at skjule. Særligt for Silas Holst, der skal udfylde Patrick Swayzes dansesko, er hjertet begyndt at banke hurtigere.

»Folk har nogle forventninger om, hvordan Patrick Swayze er, og nu skal man prøve at fylde de sko ud, så det er ret nervepirrende,« fortæller Silas Holst.

Silas Holst er uddannet danselærer og var i fire år en fast deltager i Vild med Dans. Det er ikke første gang, at han står på en scene, han har medvirket i en lang række teaterforestillinger, senest havde Silas Holst hovedrollen i musicalen ’Crazy for you’ på Det Ny Teater samt rollen som Danny Zuko i ’Grease’ i Tivolis koncertsal.

Dirty Dancing er for mange en kultfilm, der har fået folk ud på dansegulvet til sangene ’Time Of My Life’ og ’Hungry Eyes’. Det giver den rutinerede danser ekstra nerver på.

»Jeg har rigtig meget præsentationsangst, dels fordi folk har et forhold til filmen, dels fordi er blevet solgt så mange billetter. For det er jo helt absurd så mange billetter, der allerede er blevet solgt,« siger Silas Holst.

Læs også:

Den storsmilende charmør har altid drømt om at spille Dirty Dancing, siden han fik sine første dansesko, og synes selv han minder om 1980’ernes kvindebedårer nr. 1 Patrick Swayze.

»Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, da det på så mange punkter er min drømmerolle. Jeg synes faktisk, at Patrick Swayze og jeg minder om hinanden, da vi har lidt samme baggrund som danselærer, og han vil også gøre tingene på sin egen måde,« fortæller Silas Holst til BT.

I flere af scener skal Silas Holst stå i meget små underbukser, hvilket ifølge ham selv har krævet en del fysisk træning, men understreger, at han til premieren er fit for fight.

Billetsalg slår rekord

Dirty Dancing The Musical har slået rekorder i forhold til billetsalg. Musicalen har allerede solgt 170.000 billetter i forsalg. Det er aldrig sket før, at en musical i Danmark har solgt så mange billetter i forsalg, hvilket gør Dirty Dancing til den hurtigst sælgende musicalforestilling i Danmarkshistorien.

»Jeg blev sindssygt glad, da jeg fik at vide, at vi skal spille i Operaen til næste år. Det er et rigtig dejligt hold at spille med, da mange af dem er mine private venner, så det at komme på arbejde føles som at komme på introtur med sin nye klasse,« forklarer danseren Silas Holst.