Danseren Silas Holst var så bange for at fortælle, at han er bøsse, at han flygtede fra det ved at score en masse piger.
Da den 28-årige vinder af Vild med dans skulle fortælle sine nærmeste om sin homoseksualitet, var han angst langt ind i sjælen. Men han gjorde regning uden vært. Alle omkring ham var helt forstående. Det var kun hans far, der lige skulle vende skråen, da den 17-årige dansedreng sprang ud af sit eget hermetisk lukkede skab.
Silas Holsts historie ligner på mange punkter den historie, han fik sin første teaterchance med: Historien om Askepot. Som den forældreløse pige fra eventyret måtte også han gå grueligt meget igennem i grueligt mange år, før lykken endelig tilsmilede ham.
LÆS OGSÅ:
Historien om danseren, sangeren, skuespilleren og koreografen er også fortællingen om det oplagte mobbeoffer fra Brønshøj. Børnene på privatskolen, Johannesskolen på Frederiksberg, øjnede hurtigt et oplagt mobbeoffer i den lidt for tykke, skeløjede dreng med briller og hjemmestrikket tøj.
- Det var forfærdeligt. Jeg blev mobbet virkelig, virkelig meget, da jeg var lille. Jeg følte mig fuldstændig som Colin Firth i Bridget Jones-filmen, hvor han til en fest står i sin mors hjemmestrikkede sweater. Og så gik jeg til dans, fortæller Silas Holst og puster ned i den varme kaffe, vi netop har fået serveret i caféen i Elmegade på Nørrebro i København.
Hver dag var en kamp
Med hans egne ord var hver evig eneste skoledag en kamp i de 10 skoleår fra 1989 til 1999. Han forsøgte at lyve sig syg om morgenen, så han slap for at snige sig ubemærket rundt på skolens gange hen til sikkerheden i klasseværelset. For det var nemlig ikke klassekammeraterne, der råbte ukvemsord som ’bøssesvin’, fordi han gik til dans, eller ’fede’ efter ham på gangen.
- Jeg blev mobbet af alle andre end dem i min klasse. Frikvartererne var et helvede. På alle punkter var min skoletid et helvede. Indtil jeg kom i gymnasiet, hvor jeg fik venner, husker han.
Tanken om hævn ligger fjernt
I løbet af skoletiden strejfede tanker som: ’Jeg skal vise dem’ ham adskillige gange. Men i dag ligger tanken om hævn over de onde ånder fra skoletiden ham alligevel fjernt, nu når han er berømt, feteret og efterspurgt.
- Jeg bærer ikke nag på den måde, at ’jeg skal vise jer, jeg er blevet til noget’. Jeg er slet ikke interesseret. For de folk, der har gjort mig ondt eller ked af det, de forsvinder bare ud af mit system. Måske har jeg en blokadeknap, jeg kan trykke på, og så eksisterer de bare ikke for mig mere, siger han og smiler bredt.
Masser af piger
Men det var ikke blot den onde mobning, der prægede Silas Holsts skoletid. Inderst inde var han godt klar over, han ikke var helt som de andre drenge i klassen. Men hver gang tanken masede sig ind i hans forvirrede hoved, strøg han den væk som edderkoppespind. I stedet koncentrerede han sig om at score piger. Masser af piger.
Og det var ikke svært for elitedanseren fra moderens danseskole i Brønshøj. De faldt nemlig for ham, fordi han kunne danse. Det var først, da han som 15-årig så filmen ’Romeo og Julie’ med Leonardo DiCaprio og Claire Danes, at ti-øren faldt.
LÆS OGSÅ:
- Jeg var ulykkelig i flere dage over den film. Jeg tænkte meget over, hvad jeg var så ulykkelig over. Indtil det gik op for mig, at jeg tænkte mere på ham end på hende. Den film kickstartede min seksuelle forvirring oppe i mit hoved. I tre-fire år var jeg det mest forvirrede menneske. Jeg kunne slet ikke rumme, hvad der foregik i mit hoved, og jeg havde endnu flere pigekærester for at overkompensere for, at jeg i hvert fald ikke var homoseksuel, forklarer han.
Men til sidst blev han alligevel træt at af kæmpe imod sine følelser og behov. For inderst inde vidste Silas Holst godt, hvad hans seksuelle observans var. Efter mange tilløb fik han overtalt en veninde til at tage med ind på bøssestedet Pan i indre København. Undskyldningen var, at der skulle være totalt sjovt og gang i den dér. Men hvad Silas Holst ikke vidste, var, at det var lige dér på Pan, brikkerne faldt på plads oppe i hans forvirrede hoved.
Bøsse i weekenderne
- Inde på Pan så jeg en masse glade homoseksuelle, og jeg fik en følelse af fællesskab. Og så var det lige pludselig o.k. oppe i mit hoved at være homoseksuel. For jeg var jo ikke den eneste, der var det, smiler han og slår ud med begge arme i en erkendende bevægelse.
Den næste tid levede han et liv, hvor han var heteroseksuel på hverdagene, men i weekenderne levede han sin homoseksualitet ud på bøssestederne i København.
- Da jeg mødte en fyr og kyssede med ham, føltes det bare rigtigt og naturligt. Og så holdt jeg op med at kæmpe. Vi var kærester i to år, fortæller han.
Selv om de seksuelle brikker nu var faldet på plads, foregik alt med kæresten i dybeste hemmelighed. Silas havde stadig en kamp, han skulle vinde. Han skulle fortælle sin familie og venner om kæresten.
- Det var jeg ved at dø over. For alle, der skal springe ud af skabet, render rundt med den følelse, at når jeg siger det, kan det være, folk forlader mit liv. Og det er eddermame meget at lægge på sine skuldre, for man har jo hørt skrækhistorier. Så jeg var angst over, om mine venner og familie skulle forlade mig, og jeg ville stå helt alene tilbage.
Der var især to mennesker, han frygtede at fortælle det til. Sin mor og far. For han frygtede, at hans fortælling ville gøre dem kede af det.
LÆS OGSÅ:
- Jeg syntes først, at det var så synd for dem, at de havde fået en søn, der var homoseksuel. For nu blev jeg den, der ikke kunne give dem børnebørn og ikke ville være ham, der levede i en kernefamilie om 10 år, fortæller han.
For at styrke sig selv fortalte han på sidste skoledag i 2.g. om sin homoseksualitet til en veninde fra klassen. Veninden havde ingen problemer med det. Overhovedet. Så det var en lettet Silas, der gik på sommerferie.
Indtil den dag da veninden ringede og fortalte, at hun altså var ’kommet til’ at fortælle resten af klassen det i en brandert.
- Så døde jeg og tænkte, at nu kommer jeg til at skifte skole. Men jeg har altid lært hjemmefra, at man tager tyren ved hornene, så jeg mødte op mandag morgen. Her var alle i klassen enormt tjekkede med det og sagde til mig, at det havde de da altid vidst. Der faldt den første sten fra mit hjerte. Det gav mig modet til at fortælle min familie det, husker han.
Mor tog telefonen
Men der skulle alligevel komme til at gå lidt tid, før han fik taget sig endeligt sammen. Det skete en dag i bussen, hvor han pludselig besluttede sig for, at nu skulle det være. Han steg ud af bussen og ringede moderen op. Mens han ventede på at telefonen blev taget, havde han kun én tanke i hovedet: ’Please, tag ikke telefonen.’
- Men det gjorde hun. Og så nærmest råbte jeg ind i røret: Jeg har fået en kæreste. Han hedder Michael. Så sagde hun: ’O.k., kom hjem senere og lad os sludre om det.’ Næste morgen havde hun lavet morgenbord til mig. Over det fortalte hun, at hun var cool med det, og at jeg skulle vide, der ikke var nogen problemer i det. Det var virkelig rart, husker han.
Men helt så ubesværet skulle det ikke gå, da turen kom til hans far. På forhånd vidste Silas godt, at faderen, der i hans barndom både havde været fodboldtræner og -dommer og mere eller mindre havde tvunget ham til gå til fodbold, nok ville have noget sværere ved at acceptere sønnens seksualitet.
- Min far skulle lige sluge den. Men en af hans bedste kammerater havde valgt at springe ud af skabet som 50-årig. Ham konfererede min far med. Og han fortalte min far, at han skulle være stolt over, at jeg turde springe ud som 17-årig. Det satte tingene i relief for min far. Så han ringede til mig kort efter og sagde, at han også var cool med det.
LÆS OGSÅ:
Derefter gik det slag i slag med at få fortalt resten familien om det. Og til Silas’ overraskelse var der ingen i familien, der havde problemer med, at han var til herrer.
- Det er en ’kedelig’ solskinshistorie uden drama. Men inde i mit hoved foregik der en masse drama. Og jeg tror faktisk, det er derfor, jeg har valgt at være så åben om det. For det er nu engang sådan, jeg er. Og det er der ingen grund til at skamme sig over, siger Silas Holst.
Men selv om flere og flere homoseksuelle - også blandt de kendte - springer ud af skabet, ved Silas Holst godt, at der stadig er grupperinger i samfundet, der har det svært med homoseksuelle.
Troende og homofober
- Det bliver mere og mere accepteret at være homoseksuel. Det håber jeg i hvert fald. For der er efterhånden kun få grupper i samfundet, som meget troende mennesker og homofobiske mænd, der ikke accepterer homoseksuelle. Når jeg støder ind i sådan nogle, bliver jeg næsten forarget over, at man kan møde den slags mennesker i 2011, siger han.
Alligevel kan han sagtens forstå, at der er mænd, som har det sådan. Ifølge vinderen af Vild med dans 2011 skyldes det især medierne.
- De homofobiske mænd har det billede af homoseksuelle mænd, som det frygtelige tv-program ’Dagens mand’ eller Gustav fra ’For lækker til love’ tegner af bøsser. Alle de homoseksuelle stereotyper, hvor jeg selv tænker, det er simpelthen ikke rigtigt. Jeg kan godt forstå, det forarger en masse mennesker. For det forarger sgu også mig nogle gange. Jeg synes, det ville være vidunderligt, hvis man kan få brudt nogle af stereotyperne ned. For vi er mange, der ikke er på den måde, men lever et stille og roligt liv med vores kæreste, vores arbejde og slet ikke er så funky, som mange folk tror, homoer er, mener danseren.
Da Silas for 11 år siden gik rundt med store kvaler over sin homoseksualitet, var han især ked af, at han ikke ville få børn.
- Jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg ikke skal have børn. Det var det eneste, jeg var ked af, da jeg fandt ud af, at jeg er homoseksuel. For det har altid været min største drøm at få mange børn, fortæller han, mens de blå øjne bag de misundelsesværdigt lange, tætte øjenvipper stråler.
