Den danske pianist og entertainer Sigurd Barrett er ikke længere sammen med sin kæreste siden 2012, Sara Wallevik.

Det siger han til Billed Bladet.

48-årige Sigurd Barrett havde ellers håbet, at han havde genfundet kærligheden, da han efter 21 års samliv med Winnie Merete Barrett blev skilt i 2012. Kort efter fandt han sammen med violinisten Sara Wallevik, og parret besluttede sig for at flytte sammen med i alt syv sammenbragte børn.

»Jeg var fuldstændig vild med hende, hun var vild med mig. Jeg skulle være hendes prins, og hun skulle være min prinsesse. Vi gik hele vejen og flyttede sammen med alle vores mange børn. Jeg vil ikke sige, at vi ikke havde kærligheden, fordi det havde vi, men vi har været på en hård prøve,« siger Sigurd Barrett til Billed Bladet.

Den 48-årige entertainer forklarer overfor ugebladet, at den sammenbragte familie stødte på udfordringer på grund af de mange forskellige behov, der skulle tilgodeses og forenes under ét tag. Og at de altså for nylig valgte at splitte op.

Han understreger dog, at det var en fælles beslutning, og at ingen er sure eller forsmåede. Sigurd Barrett bor ifølge ugebladet pt. i det sommerhus, han har sammen med Winnie Merete Barett, indtil Sara Wallevik flytter ud af hans hus den 1. juli.