Op til premieren på ’Shu-bi-dua - The Musical’ giver Shu-bi-dua-sangeren sit første interview efter sin blodprop

Efter mere end fire års ufrivillig pause er Michael Bundesen igen klar til at stå frem i offentligheden. Fire et halvt år efter den populære Shu-bi-dua-sanger blev ramt af en blodprop i hjernen.

Om et par uger har ’Shu-bi-dua – The Musical’ premiere på Fredericia Teater. I den anledning føler Michael Bundesen sig klar til at møde den danske presse for at tale om sit forhold til orkestret, der blev en vægtig del af moderne dansk kulturhistorie.

I et interview med Berlingske fortæller Bundesen om aftenen, der kom til at få afgørende indflydelse på hans liv. Det er svært ikke at tænke på en af de mange Shu-bi-dua klassikere, nemlig den med ’Vuffelivov’, når Bundesen fortæller om, hvordan hans golden retriever Nellie reddede hans liv.

970601-221237-1

Om aftenen for fire et halvt år siden havde Bundesen øvet med Shubberne. Han var træt, da han lagde sig til at sove.

»Det næste, han husker, er, at hans hund, retrieveren Nellie, står og slikker ham i hovedet, mens han ligger på gulvet i sit soveværelse ude af stand til at rejse sig op. Heldigvis var Nellie vaks nok til at gå ud på trappen og gø, da hun mærkede, at der var noget galt. Der blev ringet efter en ambulance, og Michael Bundesen kom på hospitalet, hvor lægerne fandt ikke bare én, men to blodpropper i hans hjerne,« skriver Berlingske i dag.

I dag er Michael Bundesen nået langt med sin genoptræning. Han bruger stadig flittigt sin kørestol, men træner tre gange om ugen og kan sagtens gå, bl.a går han ture med Nellie i nærheden af hjemmet i Charlottenlund. Da han af gode grunde har haft svært ved at spille musik - den ene hånd driller stadig - er Bundesen begyndt at male.

»Når jeg arbejder med farverne, kommer jeg igen ind i den der verden – jeg plejer at kalde den for klokkeverdenen – som man befinder sig i, når man skriver sangtekster. Så er man inde i sådan en boble, som en dykkerklokke, hvor alt fra virkeligheden udenfor ikke eksisterer. Man har bare et rent stykke papir, og så skal der skrives. Det er samme følelse, når jeg maler – om det lykkes eller ikke lykkes, er sådan set ligegyldigt,« siger Michael Bundesen til Berlingske.

Ideen til musicalen med de mange Shu-bi-dua sange er Bundesens egen. Men han har ikke direkte haft indflydelse på Fredericia Teaters arbejde med opsætningen. Han har godkendt, at tekster og melodier rent faktisk lyder, som de skal.

Bundesen er ikke i tvivl om, at en Shu-bi-dua-musical vil have et publikum i dag. 30.000 solgte billetter taler deres eget tydelige sprog.

»Ud over musikken er én af grundene til, at Shu-bi-dua bliver ved med at leve, nok, at vi ikke har lavet tekster om emner, der kun var aktuelle her og nu. ’Askepot’ er et af mine yndlingseksempler på en sang, der er lige så aktuel i dag, som da vi skrev den – den handler jo i høj grad om, hvordan moden styrer mange menneskers liv. Det gjorde den dengang, og det gør den stadig. ’Den røde tråd’, der handler om arbejdsløshed, er desværre også stadig aktuel,« siger Bundesen.