For lidt mere end fire år siden ryddede Jacob Kuscu forsiderne. Fra den ene dag til den anden blev han kendt som den sexdømte skuespiller, der måtte klippes ud af TV 2 julekalenderen 'Mikkel og guldkortet'.

Kuscu blev dømt skyldig i 'forsøg på anden seksuel omgængelse end samleje' i september 2007. Først fik han en betinget dom, som Østre Landsret senere gjorde ubetinget.

Kuscu havde roller i hele tre danske tv-serier på samme tid. Han blev kaldt et supertalent. Han drømte om at begynde 2008 som den landskendte storcharmør fra TV 2-julekalenderen. I stedet startede han året med at gå i fængsel.

Nu taler Kuscu for første gang ud i filmbladet Ekko.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:


Sagen startede i en toiletbås på et diskotek på Hovedbanegården, hvor den daværende stjerne fra DR-serien 'Sommer' forsøgte at tvinge en 19-årig kvinde til at give sig et blowjob. Han havde fastholdt kvinden mod hendes vilje, og hun følte sig truet.

- Først da jeg hørte hendes forklaring i retten, gik det op for mig, hvor hård episoden havde været for hende, og at jeg var gået over hendes grænse, siger Kuscu til Ekko.

Ugebladet Se og Hør var med i retten. Kort efter var folkestemningen vendt mod den dengang 21-årige skuespiller. Historien blev hurtigt, at Kuscu havde voldtaget den 19-årige kvinde. TV 2 fyrede ham fra 'Mikkel og guldkortet', han blev klippet ud af diverse scener. DR fyrede ham pronto fra 'Sommer'.

- De kunne have været mere med mig, dæmpet tingene og stadig have smidt mig ud. I stedet blev det DR og TV 2 mod mig, siger Jacob Kuscu i dag.
 
- Hvis de havde spurgt mig havde jeg sagt: 'Vis det'. Jeg opfattede jo ikke mig selv som noget dårligt menneske. Men set udefra ville jeg da nok have det svært ved at se én, der den ene måned er dømt for at have gjort noget ved en pige, og den næste måned spiller pigeglad charmør og good guy, indrømmer Jacob Kuscu i Ekko

Han begyndte sin afsoning i januar 2008, først Herstedvester - senere Horserød.

- Jeg frygtede det meget. Min forestilling om fængslet var fra de barske amerikanske film. Sådan var de dog ikke, men det var hårdt. Når døren blev låst om aftenen var man ked af det. Når den  blev åbnet igen om morgenen, var det med at gøre sig hård, siger Jacob Kuscu., som føler sig ti år ældre efter et år i fængsel.

I første omgang gik han maksimal støtte fra Zentropa, der producerede 'Mikkel og guldkortet'. Den støtte er han stadig glad for. Men efter fængselsopholdet fik han aldrig den lovede rolle på Zentropa. Han blev kasseret til casting og filmprojektet blev i øvrigt droppet. Siden har han søgt et hav af roller - og fået afslag på dem alle.

Derfor stiller Ekko spørgsmålet, om den 25-årige skuespiller er ramt af berufsverbot i den danske film og tv-branche. Han har trods alt overstået sin straf.

- Har branchen underkendt domstolen og sat hans navn på en uofficiel liste over skuespillere, man bare IKKE skal røre ved?

Sagen er tydeligvis stadig betændt. TV 2-bossen Keld Reinicke ønsker ikke at svare, og DR-producenten Sven Clausen svarer på spørgsmålet, om Kuscu kunne få en rolle i dag:
- Jeg kan ikke forestille mig, at broadcasteren ville have nogle indspil i den retning.

Oversat fra DR-sprog til almindelig dansk kunne det betyde noget i stil med: nej.
I dag arbejder Kuscu med it. Men han har ikke opgivet drømmen om skuespil. Er netop blevet tilknyttet et manegement bureau.

En kilde med stor indsigt i både DR og TV 2 siger til bt.dk.

- Manden bør få en chance, Kuscu begik en kæmpe dumhed på diskoteket. Nu har han fået sin straf. Set på afstand reagerede både TV 2 og DR hysterisk. På den anden side kunne Kuscu og hans daværende venner på Zentropa nok have anlagt en lidt mere ydmyg linje, da sagen kørte på fulde nagler. Nogle gange skal man bare lægge sig fladt ned og sige undskyld.