Siden 2001 havde kun kæmpet mod aggressiv strubekræft. Natten til onsdag tabte hun kampen. 60 år gammel.
- Hun sov ind i løbet af natten, fortæller agenten Marieke Verharen til nyhedsbureauet AFP.
Sylvia Kristel spillede hovedrollen i hele 13 Emmanuelle-film. Filmene bragte pornoen ud af de lurvede sidegadebiografer og ind i de brede boulevarders biografer.
’Emmanuelle’ var ikke de første såkaldte softcore eller blød porno-film. Men filmene var de første til at slå igennem i de store mainstreambiografer. Lidt mere handling. Lidt færre eksplicitte sexscener. Først og fremmest den kernesunde og sødmefyldte Sylvia Kristel.
Den dag i dag hører indtil flere ’Emmanuelle’-film blandt de mest sete franske film nogensinde.
Emmanuelle er et begreb. Et kitschet, nostalgisk billede af en tid uden silikone og andre kunstige sexstimuli. Emmanuelle symboliserer alt det, man tror, man husker om 70erne. Naturlighed, seksuel frigørelse, brun polyester. En tid, hvor det tætteste, man kunne komme Nirvana, var at puste ud i en kurvestol med en Campari i hånden efter en hedetur i et gult og orange soveværelse.
Fik et hårdt liv
Sylvia Kristel kunne fortælle en helt anden historie. Det gjorde hun i selvbiografien ’Nue’/’Undressing Emmanuelle’, 2006.
Den første Emmanuelle-film havde premiere i 1974. Næsten samtidig med pornofilmen ’Langt nede i halsen’. Præcis som hovedrolleindehaveren Linda Lovelace kom Sylvia Kristel til at foragte sin rolle. Lovelace blev lesbisk og feministisk aktivist. Kristel vendte oprøret indad og lod det gå ud over sin lever - og sjæl.
Den bløde sexgudinde fik et hårdt liv. I længere perioder var hun afhængig af stoffer og alkohol. Lige meget hvor meget hun anstrengte sig, blev hun aldrig anerkendt som rigtig skuespillerinde.
Jagtede en faderfigur
En stærkt problematisk barndom betød, at den voksne Kristels utallige kærlighedsforhold skulle blive en uendelig jagt på en faderfigur. Hendes forældre var dybt alkoholiserede, Sylvia foragtede sin sexforagtende mor for at kaste faderen i hænderne på en yngre, fager elskerinde. Hun hadede sin katolske skole. På toppen af det var hun udsat for adskillige seksuelle overgreb fra en aldrende ven af familien. Som i øvrigt ifølge overleveringen var af dansk afstamning.
Som helt ung vandt Sylvia titlen som Miss TV Europa. Det kastede hende i armene på producenterne af Emmanuelle. Måske skulle Sylvia have lyttet til sin mavefornemmelse, for allerede ved castingen følte hun et kraftigt ubehag. Hun skulle spille en voldtægtsscene.
Kendte kærester
- Volden giver mig lyst til at løbe væk, skrev hun i sin dagbog om aftenen,
Senere fik hun kendte og ukendte kærester på stribe. Blandt andre Roger Vadim og Warren Beatty.
Der, som Sylvia senere sagde i et interview, var ’sin tirsdagselskerinde utro med mig’.
Fra champagne til kokain
I første omgang dulmede champagne Sylvia Kristels selvhad. Senere bliver det kokain.
Hun nåede at være gift flere gange. Hun fik et barn med en 27 år ældre belgisk intellektuel - ’den slags har overraskende nok også tissemænd’ - som Kristel tørt har konstateret. Sammen med ham fik hun en søn. Hun var så dårlig en mor, at da sønnen flygtede fra hende, klappede hun i hænderne.
- Jeg kunne ikke tilbyde ham et liv, skriver hun i sin biografi.
Hun fik endnu et uønsket barn, fik diagnosen skrumpelever, hendes film blev mere og mere elendige. ’Lady Chatterlys elsker’ skulle have givet hende et comeback. Den var så ringe, at Sylvia Kristel flygtede fra premieren.
Set af mindst 600 mio. mennesker
Hun giftede sig med en instruktør, som lovede hende et gennembrud i USA. I stedet ødslede han hendes enorme formue væk. Husene i Holland, Paris og på den franske riviera forsvandt op i den blå luft.
I 70erne havde Kristel en markedsværdi på flere milliarder - ’Emmanuelle’-filmene er set af mere end 600 mio. mennesker. Men som hun skriver i biografien, ’før eller senere skal gælden betales. Kvinder må betale en høj pris for at være smukke, uretfærdigt attraktive for mænd.’
De seneste år af sit liv boede Sylvia Kristel i Amsterdam. Hun kæmpede forbitret med sine minder og kræft i struben og lungerne. For mindst 600 mio. lagde hun krop til en seksuel revolution.



