På fredag indledes retssagen mod Peter Birch, der er anklaget for vold mod sin egen kæreste Amalie

Først blev de kærester i Paradise Hotel, og senere blev de gift under stor mediebevågenhed. Men efter en våd bytur i april endte det korte ægteskab mellem realityparret brat, da Peter Birch blev politianmeldt for grov vold mod Amalie Szigethy. 

På fredag indledes voldssagen i Københavns Byret, hvor Amalie og Peter paradoksalt nok møder op både som modstandere og kærester. For få uger siden offentliggjorde de nemlig, at de atter danner par.

Og dermed er det Peters egen kæreste, der kan ende med at fælde den nuværende ejer af 'Ulvens sandwichbar'. Men selvom strafferammen lyder på helt op til tre års fængsel, tror Peter Birch på frifindelse.

Frygter du sagens afgørelse?

- Nej, hele sagen er jo en misforståelse. Så selvfølgelig bliver jeg frikendt. 

Hvorfor blev du så anmeldt?

- Det har jeg ikke noget at sige til. Jeg er ikke interesseret i at blive uvenner med Amalie omkring den her ballade, siger Peter Birch, der mener, at hele sagen er skabt af mediernes interesse for kendisparret.



- Jeg har jo ikke gjort noget. Det er en sag, medierne har lavet, fordi vi er de kendte mennesker, vi er. Det er helt til grin, at politiet bruger ressourcer på den her sag, fortæller Peter Birch. 

Dermed afviser han altså den anklage, som Amalie selv var fremme med efter voldsepisoden i april.