Rasmus Seebach vader i succes. Nu kan han se frem til en endnu tungere bankbog.

Det er Undervisningsministeriets kampagne 'Godt du kom', som succes-sangeren Rasmus Seebach scorer kassen på.

Med kampagnen håber man på at nedbringe det alt for store fravær blandt elever i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. 

Rasmus Seebach lægger musik til kampagnen, hvilket indbringer popsangeren et honorar på omkring 1,5 millioner kroner. Det skriver it-hjemmesiden Version2 , hvor man også kan læse hele kampagnens budget.

Her fremgår det også, at budgettes topscorer er tv-reklameudgifter. På flere af landets tv-kanaler kan man således opleve kampagnens frontfigur, skuespilleren Rasmus Bjerg, optræde i en musikvideo baseret på Seebach-hittet 'Lidt i fem'.

I alt løber kampagnes budget op på hele 15 millioner kroner, hvilket udover Seebach og Bjergs hyre går til kampagne-sitet 'Godt du kom', kampagnens Facebook-side samt de såkaldte 'wake-up calls'.

Her kan man bestille telefonvækning til en, der har svært ved at komme ud af sengen om morgenen.