Se video i bunden af artiklen.

Under en koncert i Birmingham i England fik teenageidolet Justin Bieber for meget af skrig og skrål fra sine tusinder af fans.

»Jeg har været væk fra min familie og væk fra mine venner…,« mange flere ord nåede superstjernen Justin Bieber ikke at få sagt, før hans stemme fra højtalerne blev overdøvet af de mange skrigende fans.

Bieber forsøgte at lave et oplæg til sit næste nummer 'Company' ved at fortælle om, hvor lidt selskab den populære sangstjerne havde haft af venner og familie på det seneste.

Men hver gang han rykkede sig bare en centimeter, gik lydniveauet fuldstændig amok hos hans fans, der var ekstatiske over, at stjernen nu bevægede sig i deres retning.

Men selv for en rutineret kendis, hvor skrigende fans er en fast del af hverdagen, så kan al den larm blive for meget. Bieber afbrød derfor sit oplæg og henvendte sig i stedet direkte til sine fans.

»Hey, venner. Kan I gøre mig en tjeneste?« Spurgte han ud til publikum, men skrigene fortsatte ufortrødent. Han gentog derfor sig selv endnu en gang inden hans pointe.

»Kan I ikke bare lige slappe lidt af, bare i to sekunder - tak?« spurgte han sine fans. Det udløste grin og mumlen blandt publikum - og et kort øjeblik virkede det, som om der var nok ro på, til at den canadiske popstjerne kunne fortsætte sin tale. Det viste sig ikke at være tilfældet.

For i det øjeblik, han forsøgte at genoptage sin præsentation, så brød hans fans igen ud i bølger af brøl, som forstyrrede sangeren, mere end han kunne klare. Men Bieber mente det alvorligt.

»Jeg forstår det, jeg forstår det men jeg står seriøst kun 60 centimeter fra jer. Jeg kan godt høre jer,« forsøgte den frustrerede Bieber pædagogisk.

Han forklarede sine fans, at han virkelig værdsatte deres iver, men ville ønske, at deres udtryksmåder var lidt mere varieret end bare skrig.

»Kan I ikke vise det på en anden måde? Prøv at vise jeres kærlighed lidt anderledes. Skrig bliver bare for meget,« sagde Justin Bieber til havet af forventningsfulde fans, hvis mobiltelefoner lyste op som små prikker over hele salen.

Bieber opfordrede i stedet sine fans til at holde skrigene til applausen efter numrene og ellers 'tage en chill-pill' (slang for at slappe af, red.) resten af tiden. For som superstjernen sagde:

»Jeg føler ikke altid, at jeg bliver hørt, når jeg taler. Det bliver lidt frustrerende nogle gange. Er det cool med jer?« spurgte han og fik endelig et velplaceret, bekræftende skrigekor som svar.

Og endelig kunne Bieber efter et minut og fyrre sekunders pædagogisk forhandling præsentere sit nummer.

»Jeg har været på tour længe og været væk fra venner og familie. Men så er det godt, at jeg har alle jer smukke mennesker til at holde mig med selskab. Nu må I skrige,« sluttede Bieber, inden tonerne til hans nummer gik i gang. Og skreget - det blev der.

Se videoen, hvor Bieber beder sin fans slappe lidt af herunder