Carina Lundbye Hansen, afdøde racerkører Allan Simonsens kæreste, kæmper sig ud af sorgen. Datteren slægter sin far på
Den særdeles aktive lille krudtugle Mie-Mai på 18 måneder tonser rødkindet og velfornøjet rundt med sutten i munden og undersøger nysgerrigt alt, hun kommer i nærheden af.
Tuschpenne, krus, en juledekoration, æggebægre og fotografens udstyr bliver lige tjekket og vendt af de små barnefingre, inden ’Maise’, som hendes mor kalder hende, hurtigt er væk igen og straks er i gang med nye eventyr i det hyggelige og rummelige køkken-alrum i det gennemrestaurerede bindingsværkshus i den midtfynske landsbyidyl Sallinge.
- Det er fuldstændig som at se Allan. Han skulle også altid rode og pille i alting. Man kan virkelig se så meget af ham i hende, siger Carina Lundbye Hansen, mens hun kaster et roligt, men opmærksomt blik mod sofaen, hvor lille Mie-Mai nu lægger an til at spise en mandarin på rekordtid.
Den ufattelige tragedie
Og netop rekordtid er ikke nogen ubekendt her. For 31-årige Carina Lundbye Hansens kæreste og far til deres fælles datter, den nu afdøde racerkører Allan Simonsen, dyrkede sin sport bag rattet til perfektion og var lynhurtig, når han sad dybt koncentreret og fokuseret i bilens cockpit.
Men den helt ufattelige tragedie skete, da fynske Allan Simonsen, et af dansk motorsports største talenter, under en undvigemanøvre for en forankørende selv blev offer for en fatal ulykke under det legendariske og sagnomspundne franske 24-timers racerløb på Le Mans-banen den 22. juni.
Kort tid efter de grønne lys var blevet tændt som tegn til starten på Le Mans 2013, indtraf katastrofen i Tertre Rouge-svinget, da 34-årige Allan Simonsens blåmalede Aston Martin mistede vejgrebet og i høj fart og med enorm kraft røg af banen mod venstre og hamrede ind i barrieren. Carina Lundbye Hansens kæreste og den stolte far til deres kun et år gamle datter var dræbt på stedet.
Blev ringet op
- Den dag, de kørte Le Mans, var jeg i Aarhus med en veninde. Efter ulykken var sket, blev jeg ringet op af Allans bror dernedefra, men der var vild forvirring om, hvad der var sket, hvor alvorligt det var, hvilket hospital han var blevet bragt til og så videre. Det var meget kaotisk. På et tidspunkt blev jeg ringet op af min svigerinde, og så vidste jeg, der var noget helt ravende galt. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Nu siger hun, at han har brækket ryggen. Men hun sagde: Sidder du ned? Jeg råbte: Nej, jeg sidder ikke ned, og jeg vil ikke sidde ned! Lad være med at sige det! Så sagde hun: Han er død... Jeg skreg bare: Nej, nej, nej! Er du sikker? Er du sikker? Og så sagde hun: Ja, han er død. Det er slut, siger Carina Lundbye Hansen om den værste besked, hun nogensinde har fået.
- Det var fuldstændig urealistisk og helt uvirkeligt. Man kan overhovedet ikke forholde sig til det, siger hun videre.
Siden det øjeblik har tilværelsen ikke været den samme. Hun har gennemlevet dyb sorg og tænker selvsagt på Allan hver eneste dag. Det har været en hård tid siden den 22. juni, men Carina Lundbye Hansen kom på et tidspunkt til den konklusion, at hun var nødt til at gøre noget aktivt, hvis hun ikke skulle gå fuldstændig ned. Først og fremmest for sin datters skyld. Men også for sin egen.
Kun fremad
- Jeg har besluttet, at der kun er én vej: Og det er frem. På et tidspunkt kunne jeg mærke, at jeg var lige på vippen til at blive skør. At jeg ikke kunne håndtere det længere. Så besluttede jeg, at jeg var nødt til at gøre noget og begynde at se fremad. Inden jeg rigtig havde fundet mig selv, var det som om, det fuldstændig åd én op, siger hun. Og tilføjer:
- Man lærer ufattelig meget om sig selv, når sådan noget sker. Det har jeg fundet ud af.
I begyndelsen havde jeg det nok sådan, at jeg syntes, det var rigtig synd for mig selv. Nu tænker jeg på en lidt anden måde. Dét, jeg synes er sværest, er, at Allan ikke får mulighed for at opleve alt det, der sker med hans datter. Alt det, han går glip af. Og så gør det rigtig ondt på mig, at Mie-Mai ikke har sin far mere. For det er jo ikke bare det, at jeg har mistet min kæreste. Det er også det, at hun har mistet sin far. At hun ikke har lært ham at kende. Det gør ondt, siger hun.
En af de ting, Carina Lundbye Hansen har gjort for at komme videre, er at skabe en stabil hverdag og komme ind i en rytme med at gøre dagligdags ting og finde sig selv. Og der er flere forskellige faser i processen med at lande på fødderne igen.
Drømmen bristede
- Jeg tror, det er vigtigt, at man gennemlever de faser, der er, selv om det er hårdt. Man skal jo igennem dem på en eller anden måde. Lige fra man får at vide, at han er død, aftalerne med bedemanden, bisættelsen og tiden efter, som på en måde var endnu hårdere. Min drøm om, at vi skulle have flere børn og leve et langt liv sammen, bristede, og man er fuldstændig splittet ad i atomer indeni. Og man spørger sig selv, hvordan man bliver et helt menneske igen. Den proces sker ikke lige fra den ene dag til den anden. Der vil altid være skår, men jeg skal nok klare det. Jeg er kommet frem til, at man først og fremmest skal lytte til sig selv og være 100 procent ærlig over for sig selv. Andre kan alligevel ikke sætte sig ind i, hvordan ens situation er, så man er nødt til at lytte til sig selv. Det er en indstilling, Allan også havde, og som jeg har lært af ham, siger hun.
Tjeneruddannede Carina Lundbye Hansen begyndte at arbejde igen tre måneder efter, Allan døde, men det gik ikke. Hun var slet ikke klar.
- Heldigvis er jeg ansat på den bedste arbejdsplads, man kan tænke sig. De har været så søde og forstående hele vejen igennem, og nu er jeg i gang igen tre dage om ugen, hvor jeg møder klokken syv og får fri klokken 14, så jeg kan få det til at hænge sammen med at bringe og hente Mie-Mai i dagplejen, siger Carina, som er tjener på Kryb-i-Ly Kro ved Fredericia.
På væggen i køkken-alrummet i hjemmet i Sallinge hænger et stort billede af Allan Simonsen i køredragt og med hjelmen under armen. Rundt om fotografiet er en række autografer som en særlig hilsen til Carina og Mie-Mai fra det V8-team, Allan kørte for i en årrække, da han indtil 2008 havde sin racerkarriere i Australien.
- Jeg og familien siger rigtig meget til Mie-Mai om hendes far. F.eks. hvis jeg spørger hende om, hvor han er. Så peger hun op på billedet. Eller som den anden aften, da det var helt stjerneklart. Så står vi og kigger op og peger. Og siger: Der er far.
