Chefredaktøren for ugebladet SE og HØR skal skilles.

Det fortæller chefredaktør Kim Henningsen selv i den nye udgave af SE og HØR, der kommer på gaden i morgen.

Til BT siger han, at parret er blevet ramt af det, som mange andre par bliver ramt af.

- Vi har desværre ikke været gode nok til at være sammen og tage os tid til hinanden. Et forhold skal jo plejes, og det har vi ikke være gode nok til, siger Kim Henningsen, der har været gift med sin kone Katrin i 16 år.

De praktiske ting omkring skilsmissen er endnu ikke på plads, men hensynet til parrets to drenge på seks og 12 år er vigtigt.

- Vi bliver begge boende i Gilleleje-området, men det er stadig så nyt, at det praktiske ikke er på plads. Med to børn som går i skole og har hele deres netværk, så er det vigtigt for os at blive i området, men alt foregår i al fordragelighed, så det bliver der ingen problemer i, siger han.

Venner og familie i parrets omgangskreds har været ærgerlige over skilsmissen, fortæller han.

- Men de har sagt, at det er rart, at vi taler fornuftigt sammen og får løst de praktiske udfordringer. Det er jo ikke sådan, at vi har råbt og skreget af hinanden. Vi er jo begge voksne og civiliserede mennesker.

Hvordan tackler du det ?

- Der er jeg så priviligeret, at jeg kan lægge ting i skuffer, så når jeg er på arbejde, er jeg fuldt fokuseret på arbejdet, og når jeg er sammen med børnene, er jeg fuldt ud sammen med dem, så jeg har ikke brug for at løbe ture eller lægge ting om, siger han.