Modeeksperten Kim Lyngvild bygger vild vikingeborg til sig selv og manden

Otte en halv meter til loftet og finurlige krummelurer og drager på taget. Odin, Thor og Freja skåret ud i træ i fuld mandsstørrelse. En brølende kronhjort midt på gulvet og udstoppede vildsvinehoveder på gavlvæggen. Og Jim Lyngvilds navn på indgangsdøren.


Jim Lyngvilds kommende hjem i Korinth

 

Det er blot få dage siden, modemand, designer, tv-kendis og meget mere Jim Lyngvild kunne stå og knibe en tåre eller ti over et syn, han indtil da ellers kun havde haft for sit indre blik.

Endelig - endelig! - kunne han med den første rejste konstruktion, efter et helt års spændende, men også hård forberedelse, stå og betragte en milepæl i en byggeproces, som om få måneder har forvandlet den gamle egnsgård Hædersdal til Jim Lyngvild og manden Mortens nye hjem, Ravnsborg.

Og hvilket hjem. Der er mindst en rumrejse mellem leverpostej-Danmarks foretrukne boligform, det præfabrikerede typehus, til modemandens virkeliggjorte drøm: En vikingeborg inspireret af de gamle norske stavkirker og den nordiske mytologi.

Og samtidig et hjem, der - på trods af at det kommer til at emme af tusindårig historie - også vil huse en hypermoderne bolig i karakteristisk smagfuld, lys skandinavisk stil.

 

Fantastisk nordisk kulturarv

 

- Vi er så vældig dygtige til at skele til alle mulige andre kulturer, når vi skal bygge. Så skal det være japansk minimalistisk, og jeg ved ikke hvad. Men hvorfor ikke kigge lige for fødderne her, hvor vi er, og her hvor vi kommer fra?

- Vi har jo en fantastisk nordisk kulturarv, som vi ikke må glemme. Det er ligesom med Noma. Den er blevet verdens bedste restaurant, fordi folkene dér gør det, de er bedst til. Tænk hvis alle gjorde det, siger Jim Lyngvild.

 

Jim Lyngvilds kommende hjem i Korinth

 

- I begyndelsen var det faktisk slet ikke planen, at vi ville bygge sådan noget her, men i takt med at alle folk klynkede over finanskrisen, bestemte vi, at vi vil lave noget, der er større, smukkere og mere iøjnefaldende end alt muligt andet. Det er ikke interessant, at det er mit hus, men det betyder noget, at der en gang imellem er nogen, der gør noget, som går ud over det jævne og almindelige.

- Alt træ er lokalt fra skovene ved Brahetrolleborg Slot, og selv murstenene, som skal bruges indenfor, er fra det fynske ler. Det er med respekt for håndværket, og alt skal så vidt muligt laves lokalt. Jeg tror på, at vi med det her projekt kommer til at sætte Fyn på verdenskortet, siger Jim Lyngvild med glød i stemmen.

 

Asa-troende

 

Han har i ni år været asa-troende. Ikke at han skilter med det, men det spektakulære hus i det naturskønne sydfynske område uden for Korinth ved Faaborg bærer tydeligt præg af, hvor inspirationen er kommet fra til den 400 kvadratmeter store bolig.

Gildesalen - eller snarere gildehallen - bliver som en kirke for den nordiske mytologi. Og samtidig også showroom for Jim Lyngvilds og måske også andres design.

- Jeg designer bl.a. en stol, som kommer til at hedde Ravnsborg efter stedet, men som produceres af andre. Der er så mange muligheder, som han siger.

Han lægger ikke skjul på, at det har været en kamp at finansiere det vilde projekt. Ikke mindst fordi han og manden Morten stadig har deres bolig ved Assens til salg.

- Det er jo næsten nemmere at komme i trussen på kronprinsesse Mary, end det er at låne penge i banken. Men nu er det lykkedes, og vi har fået en stor byggekredit, så lige nu sidder banken og skummer nogle meget høje renter. Men sådan er det. I det her projekt er det hjertet, der bestemmer.