Han er muligvis Danmarks mest solgte forfatter. Men på listen over udbetaling af danske bibliotekspenge ligger Jussi Adler-Olsen stadig under top ti
 
Årets blockbuster på listen er forfatteren Bjarne B. Reuter. Nu for 15. gang i træk. Listen offentliggøres meget passende hvert år præcis på det tidspunkt, hvor snerlen blomstrer i de danske haver.

Reuter, der netop har modtaget lidt over 800.000 kr. på sin bankkonto, debuterede helt tilbage i 1975 som børnebogsforfatter. Siden har den produktive forfatter gjort sig indenfor alle mulige genrer.

Han har givet indtil flere generationer ord at spejle sig i - ikke mindst i de populære ’Busters verden’, ’Når snerlen blomstrer’ og ’Drengene fra Sct. Petri’.

Netop det, at Reuter har skrevet et hav af børne- og ungdomsbøger er helt sikkert medvirkende til at han ligger så højt. Børnebibliotekerne har de sidste 40 år indkøbt mindst lige så mange bogeksemplarer som voksenbibliotekerne.

Det gælder i øvrigt mere eller mindre alle forfatterne på top ti-listen. F.eks. forfatteren og musikeren Thorstein Thomsen, der i år modtager 550.000 kr og fantasy-forfatteren Lene Kaaberbøl.

Bibliotekspengene fordeles efter en særlig nøgle og udbetales årligt i juni. Der vurderes i grove træk ud fra hvor meget materiale, en forfatter har på bibliotekerne. Det i øvrigt skattepligtige beløb afspejler altså ikke, hvor mange eksemplarer, der rent faktisk udlånes på de danske biblioteker.

Først nede som hhv. nr. 17 og 19 finder vi blockbuster-forfattere som Jane Aamund og Jussi Adler-Olsen. I 2006 blev der bevilliget knap 150 mio. kr. til biblioteksafgift i Danmark. Omtrent 30.000 danskere modtager bibliotekspenge.

Trods en ydmyg placering som nr. 308 er forfatteren Erik Valeur årets højdespringer. Han udsendte 2011 udsendte debutromanen ’Det syvende barn’, der stryger over de danske boghandlerdiske i ekspresfart.

Se listen her

1. Bjarne Reuter 804.210,06 kr.
2. Benny Andersen 601.788,08 kr.
3. Bent Haller 599.275,53 kr.
4. Dennis Jürgensen 593.226,18 kr.
5. Cecil Bødker 578.052,10 kr.
6. Josefine Ottesen 572.404,50 kr.
7. Lars-Henrik Olsen 557.212,83 kr.
8. Thorstein Thomsen 548.833,21 kr.
9. Lene Kaaberbøl 547.237,16 kr.
10. Hanne-Vibeke Holst 541.059,98 kr
.