Skuespillerinden Julie Ølgaard er blevet mor til en dreng.

Det skriver den 35-årige skuespillerinde på sin Instagram-profil mandag.

Det er Julie Ølgaard og manden Gustav Muus' første barn, og på Instagram skriver den lykkelige mor:

'Den største kærlighed, der er. Fredag blev vores lille dreng født, og han er fuldstændig perfekt i vores øjne,' skriver Julie Ølgaard.

Tilbage i marts afslørede Forbrydelsen-stjernen, at hun og gemalen, der er skiløber, havde fundet et navn til deres dreng:

»Men vi holder det for os selv indtil videre. Vi har kaldt ham et navn fra starten, men det bliver vores eget lige nu,« sagde hun til Ritzau Fokus.

Ved samme lejlighed fortalte Julie Ølgaard, at graviditeten ikke gav hende slemme bivirkninger:

»Jeg har det simpelthen så dejligt. Jeg er fuldstændig Julie på alle gode gamle måder. Jeg bokser seks dage om ugen og har det godt,« sagde skuespillerinden.

Julie Ølgaard og Gustav Muus blev gift i august 2015 ved et savanne-bryllup. Festen blev afholdt i Ree Dyrepark i Ebeltoft.

Se det søde billede herunder: