Det romantiske bryllup bliver ved

Vild med dans-værtinden havde på forhånd proklameret, at når hun skulle giftes med sin Liam O'Connor, aka L.O.C., så ville hun have et romantisk, eventyr-bryllup, så hun kunne føle sig som en rigtig prinsesse.

Og man må nok sige at Valdemar Slot, der dannede rammerne om brylluppet i lørdags, levede helt og fuldt op til Christiane Schaumburg-Müller O'Connors ønske.

loc


For da Christiane om morgenen efter brylluppet slog sine himmelblå øjne op i et af slottets overdådige værelser, fortsatte romantikken.

Og man forstår efterhånden godt, hvorfor L.O.C. har fået hæftet prædikatet, enhver svigermors drøm, på sig, når man ser billedet af den morgengave, brudgommen havde købt til sin vildt begejstrede viv.

- Den smukkeste morgen gave jeg ku drømme om, tweetede Christiane i vanlig stil, og tilførte sine ord et billede af to funklende diamantørenringe fra smykkefirmaet Halberstad.

Det er Christianes veninde, Caroline Flemming, der ejer Valdemar Slot, hvor eventyr-brylluppet blev holdt indenfor slottets tykke mure.

Parret havde også valgt at hyre et hold af vagter, der omhyggeligt sørgede for, at ikke et ubudent nysgerrigt øje fik et glimt af parret, hverken før, under eller efter brudeparret blev viet i slottes egen kirke.

150 gæster bestående af familiemedlemmer og nære venner overværede brylluppet. Men de eneste, som overnattede på slottet, var brudeparret.

Resten af gæsterne var indlogeret for egen regning på Hotel Ærø og Hotel Svendborg.