Danmark har måske fået et nyt kendis-par - og de kommer begge fra musikkens verden.

Det er musikerne Aura Dione og Thomas Troelsen, der ser ud til at have offentliggjort kærligheden for alvor nu.

På et billede som 'Geronimo'-sangerinden har lagt op på sin Instagram-profil, ser man den 31-årige sangerinde sammen med Thomas Troelsen, hvor hun ønsker ham tillykke med to Grammy-nomineringer.

Se og Hør skriver, at der allerede i maj var rygter om, at de to musikere dannede par, men på daværende tidspunkt afviste Aura Dione rygterne. Aura, som Aura Diones kunstnernavn blot er, har så senere hen åbnet for, at der var noget om snakken mellem de to, hvilket altså bliver bekræftet nu på Auras Instagram-profil.

Parret har tidligere arbejdet sammen musikalsk, da Thomas Troelsen var med til at producere Auras album 'Columbine', der udkom i 2008.

Thomas Troelsen har produceret og skrevet et væld af sange for danske og internationale kunstnere - heriblandt kan nævnes tv-2, The Raveonettes og Junior Senior, mens han også var manden bag den officielle sang til VM i fodbold i 2014, som Pitbull og Jennifer Lopez lagde stemme til.

Derudover er han også kendt som en del af pop-gruppen Private, der hittede stort i Danmark i 2007.

Thomas Troelsen har tidligere været gift med tv-værten Eva Harlou, der nu er kærester med grevinde Alexandras eks-mand Martin Jørgensen. Aura Dione har tidligere dannet par med Skype-milliardæren Janus Friis.