Højt at flyve, dybt at falde.

Det ældgamle ordsprog er stadig sandt, og i disse dage mærker den profilerede, amerikanske tv-vært Bill O'Reilly det på egen person.

Onsdag aften dansk tid blev han nemlig taget af skærmen hos nyhedskanalen Fox News, hvor han har været vært på sit selvbetitlede program 'The O'Reilly Factor' siden 1996. Eller som det hed sig i meddelelsen fra tv-kanalens moderselskab 21st Century Fox:

»Efter en grundig og nøgtern gennemgang af beskyldningerne, er firmaet og Bill O'Reilly blevet enige om, at Bill O'Reilly ikke vender tilbage til Fox News Channel.«

Det opsigtsvækkende farvel til kanalens måske største profil kommer efter, at New York Times afslørede, at O'Reilly og Fox News havde betalt i alt 13 millioner dollars - svarende til 90 millioner kroner - til fem kvinder for at få dem til at fortie deres sexchikane-anklager mod tv-værten.

O'Reilly selv har ikke kommenteret på sit exit fra Fox News, og han er faktisk slet ikke i New York, hvor kanalen har hovedkvarter. Han annoncerede forrige uge, at han gik på påskeferie, og han opfordrede samtidig seerne til at gætte på, hvor han mon tog hen.

Svaret fik vi i dag, for på et billede udsendt til billedbureauerne optræder Bill O'Reilly sørme.

I Rom.

På Peterspladsen.

Med Pave Frans.

Og de trykker hånd.

Se billedet herunder:

Bill O'Reilly (med det stribede slips) trykker her hånd med Pave Frans i sin karakteristiske, hvide frakke.
Bill O'Reilly (med det stribede slips) trykker her hånd med Pave Frans i sin karakteristiske, hvide frakke. Foto: OSSERVATORE ROMANO
Vis mere

Billedet er taget onsdag morgen af den officielle vatikanske avis L'Osservatore Romano under pavens ugentlige audiens, hvor tusinder af katolikker møder op og hører Pave Frans prædike.

Den nu tidligere tv-vært sad i et særligt VIP-afsnit og var dermed perfekt placeret til at række ud og trykke hånd med lederen af verdens 1,3 milliarder katolikker, da han kom forbi.

O'Reilly har tidligere udtalt sig kritisk om Pave Frans, efter han havde nedgjort daværende præsidentkandidat Donald Trump.

Om Bill O'Reilly kom for at få aflad for sine synder, melder historien intet om.

O'Reilly var ikke den eneste på Peterspladsen onsdag morgen.
O'Reilly var ikke den eneste på Peterspladsen onsdag morgen. Foto: ETTORE FERRARI
Vis mere