Christian Bitz, der sidste år sprang ud som designer med en hel serie af tallerkener og skåle i stentøj, blev hurtigt anklaget for at have stjålet sit moderne design. Men efter at sagen har været i retten, kan sundhedsguruen nu ånde lettet op.

Da Christian Bitz lancerede sit helt eget spisestel i januar 2016, rynkede man brynene hos keramikvirksomheden K.H. Würtz. Her mente man nemlig helt bestemt, at man havde set stentøjsstellet før - i sin egen produktion. Derfor lagde virksomheden sag an mod den kendte ernæringseksperts grossist F&H A/S, som man mente havde plagieret deres stel.

Ifølge påstandsdokumentet skulle Christian Bitz i slutningen af 2015 have besøgt firmaet for at høre om dets fremstillingsproces. Et år efter lancerede han så bitzshop.dk, der sælger stentøj i eget navn.

I en udtalelse om Bitz-stellet lyder det dog, at han besøgte keramikværkstedet uden for Horsens for at finde en gave til sin kæreste Lisette Bernhoft. Her oplyser Christian Bitz desuden, at de to i fællesskab udarbejdede idéoplægget med en skitse til spisestellet til F&H.

Men efter at sagen har været for Sø- og Handelsretten, kan ernæringseksperten nu ånde lettet op.

'To keramikstel fra Würtz fandtes at have ophavsretlig beskyttelse. Retten fandt imidlertid ikke, at der var en sådan lighed mellem disse stel og et andet stel, Bitz’ stellet, at der forelå en krænkelse', står der i kendelsen, som altså frifinder den kendte designer og kostvejleder.

Det omtalte stel fra K.H. Würtz. Øverst ses det traditionelle. Nederst er det særlige restaurantstel med den bredere kant.
Det omtalte stel fra K.H. Würtz. Øverst ses det traditionelle. Nederst er det særlige restaurantstel med den bredere kant.
Vis mere

Det omtalte stel fra K.H. Würtz blev første gang omtalt i 2007, men fandt først sit endelige udtryk i 2010, hvor det fremståod i stentøj i sorte og grå nuancer. Derudover har virksomheden lavet en særlig version af stellet til den verdensberømte restaurant NOMA, hvor tallerknerne har en bredere kant.

Stellet 'Bitz' designet af ernæringsekspert Christian Bitz.
Stellet 'Bitz' designet af ernæringsekspert Christian Bitz.
Vis mere

Den brede kant går igen i Christian Bitz' stel, der findes i lignende farver. I følge sundhedsguruen skulle netop den brede kant og den mindre spiseflade få folk til at spise mindre portioner. Det har været et af de store fokuspunkter i omtalen af stellet, som ifølge eksperten skulle 'have til hensigt at gøre hverdagsretter sundere og smukkere'.

Christian Bitz glæder sig over, at grossisten F&H har fået rettens ord for, at de ikke har plagieret konkurrenten med hans design:

'Jeg er tilfreds med Sø- og Handelsrettens afgørelse, som bekræfter at hverken jeg, som ikke var sagsøgt i sagen, eller F&H har gjort noget forkert', skriver han i en sms til BT.