Der var brede smil hos alle, da Sigurd Barret og hans nye kæreste,
Sara, viste hele den nye familie frem ved premieren på Cirkus Arena i
København i går aftes. Og det var en stor flok, der troppede op i
forårskulden.
Otte børn kan de to nemlig stable sammen, når hele familien er samlet. Sigurd Barret med sine fem børn og kæresten Sara med tre styks. Sigurd Barrets yngste datter, Eleanor, har endda fødselsdag samme dag som Saras yngste datter, Isabella.
Trods de mange billetter der skulle bruges til aftenens forestilling, var det store smil dog fremme hos den nye familie.
- Vi klarer det hele med højt humør og efter bedste evne, grinede Sigurd Barret.
Alle ti familiemedlemmer bor dog ikke under samme tag endnu. Sigurd Barret bor i Valby med sine børn og kæresten Sara i Hellerup med sine.
- Børnene kommer rigtig godt ud af det sammen, og vi ses så meget, vi kan. Vi vil gerne flytte sammen en dag, men det kræver dog et større hus, smilede Sigurd Barret.
Det var første gang, at alle ti var i cirkus sammen, men hele familien har dog før været ude sammen.
- Vi har alle sammen været inde at se min nuværende musical Valhalla, sagde, Sigurd Barret.
Prisbelønnede artiser i manegen
Det er i år 59. gang, at Cirkus Arena spiller, og at Berdino-familien kan fremvise dyr, klovne og akrobatik i verdensklasse i deres cirkustelt. I år kan Cirkus Arena præsentere flere prisbelønnede artister blandt andet akrobaterne Velez Brothers.
En af de øvrige kendisser, der var mødt frem ved premieren, var den tidligere tv-vært Ole Stephensen. Han havde glædet sig meget til de prisbellønnede akrobater og så frem til aftenens forestilling.
- Jeg synes, Arena er et fantastisk cirkus. Jeg har set det mange gange, og Berdino-familien gør det utroligt godt. Det er et af årets højdepunkter, sagde Ole Stephensen.



