»Jeg er så lykkelig,« lyder det fra reality-kendissen.

I december sidste år kunne reality-personen Gustav Salinas på morgen-tv afsløre, at han ikke længere får botox-indsprøjtninger.

»Nu er det de indre værdier og min krop, der er i fokus,« sagde han for fem måneder siden i Go' Morgen Danmark.

Men helt færdig er han nu ikke med at gå op i sit udseende. Fredag eftermiddag har han således afsløret på Facebook, at han har fået foretaget en hårtransplantation for at se yngre ud.

Det er tilsyneladende høje tindinger og en vigende hårgrænse, der har fået ham til at lave skønhedsindgrebet.

'Så er jeg blevet færdig med operationen hos Poseidon og alt gik over alle forventninger. Jeg er så lykkelig og nu glæder jeg mig bare til at det begynder at hele og jeg skal vise mit sygesikring for at komme ind forskellige steder. Hi hi', skriver Gustav til før/efter-billederne i Facebook-opslaget.

Han er kendt for sin medvirken i tv-programmerne Divaer i junglen, Gustav & Linse på udebane, For lækker til Love, Dagens Mand og Wipeout.