Den 28-årige stjerne Scarlett Johansson er træt af sit sexede image, men optræder alligevel i en stram læderdragt i The Avengers

-Puuuuh. Scarlett Johansson sukker, dumper tungt ned i sofaen og skænker hverken småkagerne eller den skummende kop latte, der er stillet foran hende i skrøbeligt porcelæn, et blik. Måske hun har mere brug for en cola i dag? Den 28-årige skuespiller har tømmermænd, og det er åbenlyst for enhver. De røde øjne, den hæse stemme, det trætte blik.

- Og sådan går det åbenbart, når man som hun bevæger sig ud i Londons natteliv og skåler med drengene, i dette tilfælde superhelte som Iron Man ( Robert Downey Jr.), den nordiske gud Thor ( Chris Hemsworth) og det grønne monster Hulken ( Mark Ruffalo).

- Vi var til premiere i aftes på vores seneste film The Avengers. Bagefter gik vi ud at spise sammen. Det blev sent. Men det var sjovt, smiler Scarlett Johansson og kryber dybere ned i sofaen i suite 101 på filmstjernernes foretrukne London-hotel, Claridge's i Mayfair, hvor B.T. møder hende.

Hun har lavet film, siden hun var otte, fik sit gennembrud i en voksenrolle som 19-årig i Sofia Coppolas ' Lost in Translation' og havnede trods sin unge alder snart i båsen med Hollywoods mest sensuelle skuespillerinder. Woody Allen har kaldt hende ' seksuelt overvældende', og hun har af egen fri vilje poseret nøgen på forsiden af Vanity Fair.

Men nu er Scarlett Johansson med de kurvede former og de fyldige læber blevet godt træt af det prædikat.

Udstyret med kurver

- Jeg havner på listerne over de mest sexede kvinder, fordi jeg er udstyret med kurver. Det er en sidegevinst, og jeg tænker slet ikke over den slags, på nær når folk bliver ved med at spørge mig om det. Jeg har INTET at sige til den slags. Det er så kedeligt.

Men det er da trods alt bedre at havne på listen over de mest sexede end de ti grimmeste, erkender hun.

Trods sit oprør mod det sexede image optræder hun i en stram læderdragt som agenten Black Widow i superhelte-filmen The Avengers, men kun fordi rollen krævede det, og fordi alle de andre skuespillere også havde stramme dragter på, understreger hun.

- Alle er vilde med at tale om mit kostume. Jeg er dødtræt af det, konstaterer hun.

Scarlett Johansson er 'voksent' klædt i et sort jakkesæt med figursyet blazerjakke og en hvid T-shirt.

Makeuppen er diskret, men de leopardmønstrede peeptoe-træsko med åben hæl, tatoveringen, der som et tyndt blåt armbånd løber hen over det ene håndled og de mange piercinger i ørerne giver hende kant.

Nøgenfotos på nettet

Godt nok var hun ude at feste i London i aftes, men at gå ud at spise har for hende ikke været helt det samme, siden en hacker sidste år udbredte nøgenfotos af hende på internettet. Hun føler sig paranoid og spekulerer over, om nogen i restauranten mon har set hende nøgen.

Billederne havde hun sendt via email til sin daværende mand, den canadiske model og skuespiller Ryan Reynolds, som hun i 2010 blev skilt fra efter to års ægteskab. Hackeren, der også brød ind hos omkring 50 andre celebrities, herunder Mila Kunis og Christina Aguilera, har siden indrømmet sin brøde og står til en lang fængselsstraf og et kæmpe erstatningskrav. For at lægge sagen bag sig er hun helt holdt op med at læse om sig selv i bladene, siger hun.

Sexet eller ej, så har Scarlett Johansson datet blandt andre Benicio del Toro og Sean Penn. I dag er hun kæreste med den i offentligheden helt ukendte reklamemand Nate Taylor, som hun siger giver hende ro og stabilitet.

Voksne kvinder

Som skuespiller ønsker hun, nu hvor hun er på vej mod de 30, at bevæge sig mod mere voksne roller.

- Da jeg var yngre, spillede jeg roller, som i høj grad befandt sig i et skifte, hvilket jeg selv som ung kvinde også gjorde på det tidspunkt i mit liv. Jeg føler, at jeg nu bevæger mig ind i en fase, hvor jeg nok vil spille mere dynamiske roller. Hvor jeg vil spille voksne kvinder. Det er den vej, det går.

Andre skuespillerinder på din alder må stadigvæk arbejde hårdt for bevise deres værd. Beroliger det dig, at det har du allerede gjort? -Jeg føler, at jeg ALTID skal bevise mig selv som skuespiller. Hvis du ikke konstant er lettere rædselsslagen eller usikker over, om du bliver en fiasko, så bliver du doven.

- Men det er da trods alt bedre at havne på listen over de mest sexede end de ti grimmeste.