Sangerinden Saseline må højst sandsynligt til at finde flyttekasserne frem. Den millionvilla, hun bor i med sin søn og sin kæreste, entreprenør Michael Dreyer, er i dag røget på tvangsauktion.

Villaen bliver solgt til højestbydende d. 19. marts, hvis ikke Saselines konkursramte entreprenør, Michael Dreyer, får en aftale i stand med kreditorerne forinden, skriver Boliga.dk

Tvangsauktionen kommer dog ikke chok, fortæller Saseline til bt.dk. Se boligen her

Kæresten er nemlig begæret personligt konkurs i kølvandet på, at hans selskab, Dreyer Gruppen ApS, er ved at blive konkursbehandlet.

- Vi er okay. Det har været planen hele tiden, så der er intet at være ked af, siger Saseline til bt.dk.

Ikke flyttet endnu

Saseline Sørensen flyttede ind i sin kærestes herskabelige bolig, der før var ejet af Peter Schmeichel, for omkring et halvt år siden. Her er flere af scenerne til Saselines tv-program på Kanal 4 'Saselines bekendelser', optaget.

Michael Dreyer har tidligere været ude at sige, at den lille familie leder efter en ny, mindre og billigere bolig omkring Østerbro. Men indtil videre bor de stadig på adressen i Hellerup.

- Vi er ikke flyttet endnu, lyder det fra Saseline, som ikke har flere kommentarer til den truende tvangsauktion.

Skyldte 150 mio. kr.

Ifølge Ekstra Bladet var det forretninger med den nu krakkede Amager Banken, der fik Saselines kæreste til at gå personligt konkurs.  Efter krakket blev Amager Banken overtaget af Finansiel Stabilitet, som krævede Dreyers lån på 150 mio. kr. tilbagebetalt inden 30 dage. Noget, Dreyer ikke var i stand til, skriver eb.dk

I 2004 solgte tidligere målmand, Peter Schmeichel, sin faldefærdige ejendom til Michael Dreyer for 10 mio. kr. uden at have boet i den selv. Dreyer solgte huset videre til Industrigruppen for 65 mio, men købte den senere tilbage af selskabet for samme beløb. Da Industrigruppen gik konkurs, fik Dreyer at vide, at han var kautionist.

Ifølge salgsopstillingen på tvangsauktionssiden itvang.dk får den nye ejer en villa fra 1892, der breder sig over 381 m2 bolig med en kælder på 183 m2.

Grunden på 1134 m2 er afskærmet af en mur og en el-betjent port. Der er brugt en mindre formue på opbygningen af haven, der har et springvand med en gangbro, samt en pompøs  græsplæne direkte ned til Øresund med egen badebro. Se boligen her