Siden Sarah Louise Christiansen fødte sit tredje barn for en uge siden, har tiden været et helvede for den danske blogger og model. Tiden har nemlig budt på mange problemer for sønnen Arthur, der blev født fire uger for tidligt.

Kort efter fødslen kollapsede sønnen og blev lagt i respirator. Siden har han fået det bedre, men hans højre lunge har stadig store problemer, og det værste er, at ingen af lægerne ved, hvad der helt præcis er galt med den nyfødte dreng.

– Hans venstre lunge har fået det rigtig godt, men den store sorte plamage over det lyse (som er hjertet), skal ikke være der. De har haft det ene konferencemøde efter det andet, og ingen kan sige, hvad det er, der er galt med ham. De tror, det er en cyste, men de kan ikke være sikre, skriver Sarah Louise på sin blog.

– Det er noget så skræmmende og angstprovokerende, at nogle af landets bedste læger bare siger, at de ikke har set dette før … Hvis de ikke ved det, hvem pokker ved det så? spørger hun.

LÆS OGSÅ: Sarah Louise efter mareridtsfødsel: Lægerne vil ikke love os noget

Trækker selv vejret

Men selv om lægerne ikke ved, hvad der er galt, så er der stadig gode nyheder til Sarah Louise og manden Michael.

– Når det så er sagt, så klarer han den faktisk OK. Han har i dag fået det sidste dræn ud, er ikke længere på morfin og trækker vejret helt selv (KÆMPE WIN). Når jeg kigger på ham, ligner han næsten en helt almindelig baby – bortset fra sonden og et “madrør”, der går igennem benet, skriver hun.

– Lægerne siger, at fordi han klarer det så godt, så vil de ikke operere ham, men i denne uge holde øje med ham og scanne igen i næste uge for at se, hvordan plamagen opfører sig. De/vi håber på, at den langsomt forsvinder af sig selv, men hvis den er i vækst, så er det skidt.

LÆS OGSÅ: Sarah Louises søn har livsfarlig lungesygdom

Har svært ved at glæde sig

Men selv om der er positive nyheder til den lille familie, så kan Sarah Louise endnu ikke rigtigt glæde sig over de fremskridt, som sønnen gør i disse dage.

– Jeg sidder fast i en virkelig mærkelig fornemmelse, hvor jeg føler mig følelsesløs og virkelighedsfjern. Jeg kan ikke rigtig glædes over de mange små fremskridt lige nu, fordi jeg ved, at han ser sådan ud indeni, og jeg er håbløst ulykkelig og bange for, at det ender galt.

– Jeg synes, at ventetiden er ulidelig. Hver eneste gang vi får sat en scanning i sigte, så er dagene op til fuldstændig sølet ind i anspændthed og nervøsitet. Vi er så vant til nu, at vi får dårlige nyheder, at vi ikke tør håbe på bedring.

Her kan du læse hele Sarah Louises blogindlæg og se scanningsbilledet af sønnen.

LÆS OGSÅ: Sarah Louise: Min søn klarer den

Denne artikel er oprindeligt bragt hos Realityportalen