Det var noget af et følelsesmæssigt deja-vu at deltage i TV 2s ’Toppen af poppen’. Sanne Salomonsens verden brød sammen, da hun i maj 2006 uden varsel blev ramt af en blodprop, der sendte hende ud på kanten af livet. Derud hvor man ikke ved, om man får lov at leve eller dø.

Siden har hun, med en imponerende vilje, kæmpet sig tilbage til rocktronen. Tre år skulle der gå, før Sanne igen var klar med et nyt album, ’Unico’. Et album, der betød meget for rockdronningen. Men specielt én sang, ’Overgi’r mig langsomt’, får stadig tårerne frem i Sannes øjne. Faktisk i en grad så hun - stadigvæk - ikke selv synger nummeret live. Hun kan ikke uden at komme til at græde.

Nummeret handler om tiden lige efter blodproppen og mødet med sønnen, Victor Ray, på hospitalet.

Ikke klar til at dø

- Jeg kunne se angsten i hans øjne. Og jeg var bare ikke klar til at forlade ham.

Nummeret er skrevet af Mads Langer, der også er med i den nye sæson af ’Toppen af poppen’.

- Følelsesmæssigt var det meget stærkt for mig, da han sang det nummer, fordi jeg har så specielt et forhold til det. Men det var helt fantastisk at opleve ham synge det.

Nummeret betyder også meget for Mads Langer. Da han skulle synge det i programmet, måtte han begynde forfra en enkelt gang. Men anden gang sad den til gengæld også lige i skabet.

Tætte venner

- Det er et nummer, der er endt med at betyde så meget for Sanne. Og jeg ved, at hun har meget svært ved selv at synge det, så det var også derfor, at det var meget naturligt for mig at synge det nummer for hende.

Nummeret har betydet, at de to er blevet rigtig tætte.

- Jeg var helt grøn, da jeg blev bedt om at skrive et nummer til Sannes plade. Og siden har der bare været et helt specielt bånd mellem os.

Flytter til Sverige

Som BT skrev tidligere på sommeren, så flytter den danske rockmama snart over på den anden side af Sundet. Over til sit andet hjemland, Sverige, hvor hun flytter ind hos den 37-årge hestetræner Tobias Larsson.

- Jeg får en længe ovre hos Tobbe, hvor mine heste står, siger hun, samtidig med at hun afviser, at det er et permanent farvel til Danmark.

- Jeg er begyndt at arbejde meget i Sverige igen og kommer derfor til at være der meget. Men jeg flytter ikke derover permanent. Man kan kalde det mit sommerhus, siger hun og slår en høj latter op, da BT vil høre, om det er fordi ’Tobbe’ er den nye store kærlighed i hendes liv.

- Kærligheden er skøn og vidunderlig, men jeg er ikke kæreste med Tobbe. Han er derimod en af mine bedste venner.

Men har du en kæreste?

- Nej. Men det ville jeg heller ikke sige, hvis jeg havde. I kan spørge og spørge, men jeg ville ikke sige det, siger hun med et afvæbnende grin.

’Toppen af poppen’ har premiere på TV2 den 14. august.