Beskyldninger, tvister og rettigheder, sagsanlæg og trusler. Tv-kendissen Saseline Sørensen er havnet i en bitter strid med folkene bag hudplejeserien Sasé, som hun selv påbegyndte i marts 2013.

Den foreløbige kulmination på den spegede sag kom tirsdag, hvor Saseline Sørensen fik lukket domænerne sase.dk og saseline.com, hvorfra hudplejeprodukterne blev solgt.

Alt åndede ellers fryd og gammen, da Saseline Sørensen og hendes investor Kenn Thaysen indgik et samarbejde med SK Trading om distributionen af Sasé-produkterne i september 2013. Salget gik strygende, og Sasé blev nomineret til ’Årets nye brand’ af Danish Beauty Awards i foråret 2014.

Saselines cremer lå på hylderne hos 70 forhandlere. Men nu er tonen blevet bitter og uforsonlig.

- Jeg har aldrig været så skuffet over et andet menneske, som jeg er over Saseline, siger salgschef i SK Trading, Ulrik Kluge, til BT.

Forholdet mellem Saseline Sørensen og Kenn Thaysen begyndte at blive anspændt i foråret 2014. Saseline ville købe sin investor ud, men han ville ikke acceptere hendes tilbud, som angiveligt lød på langt under de 480.000 kr., han havde skudt i projektet. I stedet endte Saseline Sørensen med selv at forlade sit firma.

I pressemeddelelsen den 11. august stod der, at hun forlod Sasé ApS på grund af uenighed om ’den fremadrettede strategi’, men BT kan nu afsløre den virkelige årsag. Saseline blev simpelthen afskediget som direktør af Kenn Thaysen på grund af samarbejdsvanskeligheder. Og det skete allerede den 12. maj. Det kunne Thaysen gøre, fordi Saseline Sørensen reelt ikke stod som medejer af firmaet, men kun havde optioner på at kunne købe halvdelen af Sasé ApS for 50.000 kr.

BT er i besiddelse af en mail fra Sasés advokat Per Hald til Saseline Sørensen fra den 14. maj. Heri skriver advokaten, at Saseline er afskediget som direktør i firmaet. Han understreger samtidig, at navnet og varemærket Sasé tilhører selskabet og ikke Saseline Sørensen personligt.

- Jeg skal derfor afvise din påstand om, at du har nogle rettigheder over navnet Sasé, skriver Per Hald.

Så samarbejdet mellem Sasé ApS og SK Trading fortsatte som før. Dog begyndte de at lede efter en ny frontfigur til at erstatte Saseline Sørensen. De har lovet den tidligere Soap-sangerinde, at hun fra nytår ikke længere vil figurere i markedsføringen for Sasé-serien, men Saseline Sørensen mener slet ikke, de har ret til at bruge hendes navn og billede. Hun ønsker ikke selv at udtale sig til BT, men henviser til sin advokat Jens Christian Dreyer.

- Det er vores opfattelse, at SK Trading ikke har de rettigheder, som de siger, de har. Det holder vi fast i, siger han til BT.

Via sin advokat truer hun Sasé ApS, SK Trading og alle forhandlere af Sasé-produkter med at nedlægge fogedforbud mod brugen af hendes navn, billeder og domænet saseline.com i markedsføringen af Sasé-serien.

- Vi kunne godt slette alt Saselines materiale med det samme, men hvordan skulle man sælge produkterne uden en frontfigur? Al markedsføringen ville være spildt, siger Ulrik Kluge og henviser til, at Saseline Sørensen selv overdrog rettighederne til markedsføring i hendes navn til Sasé ApS ved indgåelsen af aftalen med SK Trading.

Ulrik Kluge mener, at Saseline Sørensen er blevet grådig på grund af den gode opstart, Sasé-serien fik.

- Hun skriver endda i en mail, at hun ønsker at overtage Sasé ApS for at erklære firmaet konkurs, så hun kan komme ud af kontrakten med SK Trading. Kenn Thaysen (ejeren af Sasé ApS, red.) har investeret i firmaet, og vi har åbnet alle dørene. Nu vil hun altså tage det hele for en slik, siger han.

Det angreb vil Saseline-lejren ikke forholde sig til. I stedet arbejder de på at lave en ny aftale uden om SK Trading.

- Vi kommer med en tilbagemelding, når vi har lavet en samlet aftale mellem Kenn Thaysen og Saseline Sørensen, siger Jens Christian Dreyer.

BT har onsdag morgen modtaget en sms fra Kenn Thaysen, hvori han bekræfter, at der var kurrer på tråden mellem ham og Saseline Sørensen.

- Det er korrekt, at Saseline og jeg tidligere har haft nogle forretningsmæssige uenigheder, som det jo sjældent helt kan undgås i et forretningssamarbejde, skriver han.

Kenn Thaysen mener dog, at striden mellem ham og Saseline Sørensen er blæst ud af proportioner og skriver, at de to parter igen i dialog om Sasé ApS' fremtid.

- Saseline og jeg har en konstruktiv og god kommunikation, og har på baggrund af denne nye drejning besluttet, at vi sammen vil give en officiel beskrivelse af, hvordan det faktiske forløb har været, og hvordan vi i øvrigt ser fremtiden for Sasé, skriver Kenn Thaysen til BT.