Da det kom frem, at en af musikhistoriens største kvindelige stemmer er død, kom folkene bag Grammy-produktionen på overarbejde.
Ifølge Los Angeles Times er planen at få sangerinden Jennifer Hudson til at fremføre en 'respektfuld musikalsk hyldest' under showet, der sendes søndag aften amerikansk tid.
- Det er alt for frisk i alles erindring til, at vi kan gøre mere på nuværende tidspunkt. Men det ville være forkert, hvis vi ikke anerkender Whitneys bemærkelsesværdige bidrag til musikfans i almindelighed og i særdeleshed hendes nære bånd til Grammy-uddelingerne og hendes nomineringer gennem årene, siger Ken Erhlich, der som producer har været en af nøglepersonerne bag Grammy-uddelingerne siden begyndelsen af 1980'erne - og altså fulgt Whitney Houstons karriere.
Se billederne: Sådan husker vi Whitney Houston
Se også: Sådan sørger de kendte over Whitneys død
I sin karriere vandt hun to Emmy’er, seks Grammy’er, 30 Billboard Music Awards og 22 American Music Awards. Hun har solgt 200 millioner albums over hele verden.
De seneste år har hun dog haft svært ved at beholde fodfæstet i musikbranchen, da hendes heftige stofmisbrug havde ødelagt den ellers så kraftfulde stemme.
Ken Ehrlich fortæller til LA Times, at det var svært at se Whitney Houstons forfald.
- Det er hårdt at tænke på en kunstner, der havde sådan et utroligt instrument, for ikke at nævne skønhed, der gjorde hendes vanskeligheder i de senere år endnu sværere at acceptere, siger han.
Læs også: Whitneys datter amok på hotel
Produceren husker en aften i New York, hvor Whitney Houston skulle optræde til Grammy-uddelingen. Forinden havde hun sejlet rundt, og han endte med at besøge hendes hotelværelse, fordi han var bekymret for, om hun overhovedet ville kunne optræde.
Til hans store overraskelse havde hun taget sig sammen.
Det lykkedes hende dog ikke altid. Da hun i 2010 besøgte Danmark udvandrede folk midt under koncerten og forlangte efterfølgende at få deres penge tilbage, mens anmelderne udråbte Whitneys optræden til en ren skandale.
Jennifer Hudson, der altså skal fremføre en hyldest under aftenens Grammy show, er måske mest kendt herhjemme for sin rolle i den første Sex and The City-film, hvor hun spillede Carries personlige assistent.
Hun blev først kendt som en af finalisterne til talentshowet American Idol, sæson tre. Derefter har både hendes musikalske og skuespil-karriere taget fart. Hun vandt en Oscar for bedste birolle i filmen Dreamgirls i 2007.
I 2009 var det også hendes store stemme, der ledsagede Michael Jacksons begravelsesceremoni, idet hun sang hans 'Will you be there'.
Whitney Houston blev fundet død kl. 15.55 lokal tid - 00.55 i nat dansk tid - i badekarret på hendes værelse på Beverly Hilton Hotel i Los Angeles. Hun blev 48 år.
Hvordan husker du Whitney? Del dit Whitney-øjeblik her

























