Mascha Vang og Kira Eggers blev søndag morgen udskrevet fra traumecenteret på Rigshospitalet efter, at de var blevet slået ned på Casper Christensen kendissted, Sunday Club, på Lille Kongensgade i indre København.

BT har været i kontakt med Mascha Vang og Kira Eggers, der begge er meget chokeret og derfor ikke har lyst til at uddybe selve hændelsesforløbet.

- Mine kæbe er blå og slået af led. Men ellers har jeg det efter omstændighederne godt og er ved godt mod, skriver Mascha Vang i en besked til BT.

Søndag eftermiddag lagde hun et billede op på sin blog iført solbriller og kasket med følgende tekst:

- Tak for alle de søde beskeder og tanker I sender. Jeg ønsker pt ikke at udtale mig, da jeg stadig er dybt chokeret, og har meget ondt.

Kira Eggers fortæller til BT, at hun ikke har tydelige mærker efter voldsepisoden, men skriver på Facebook, at hun nu overvejer at begynde at gå med peberspray.

- Jeg har det fint nok. Jeg hviler i mig selv og tager tingene, som de kommer, skriver hun i en besked, mens hun over for HER&NU beskriver, hvor svært det var at se veninden Mascha Vang blive slået.

- Det var voldsomt at overvære Mascha blive overfaldet på den måde. Jeg havde ikke drukket, og jeg reagerede derfor ret hurtigt. Rent instruktivt gik jeg hen til ham og sspurgte ham hvad han lavede. Så blev jeg banket ned to gange, fortæller Kira Eggers til ugebladet.

Slagene faldt angiveligt, da Kira Eggers prøvede at komme veninden Mascha Vang til undsætning. Det voldelige optrin startede, da Mascha Vang ifølge HER&NU prøvede at skubbe en påtrængende mand væk. Det fik manden til at gå amok, og han gav Mascha Vang et knytnæveslag midt i ansigtet.

Både Mascha Vang og Kira Eggers måtte herefter en tur på traumecenteret på Rigshospitalet.