Omgivet af sin familie sov skuespilleren Roger Moores steddatter Christina Knudsen ind mandag efter en kamp mod en kræftsygdom. Hun blev blot 47 år.

»Vores smukke datter Christina (aka Flossie) tabte sin kamp mod kræft den 25. juli klokken 10. Vi er sønderknuste.«

Sådan skrev Roger Moore selv på Facebook et døgn efter, og siden er det strømmet ind med kondolencer og mindeord om Christina Knudsen, som skuespilleren betragtede som sin egen datter, selvom hun er datter af Roger Moores danske kone, Kiki Tholstrup, og hendes afdøde mand Hans Christian Knudsen.

Blandt de mange, der har skrevet kondolencer, er både kendte og nære venner.

En af dem er den engelske skuespiller og forfatter Joan Collins, som på Twitter skriver:

»Jeg er så ked på Kristina (Kiki, red.) og Roger Moores vegne for tabet af deres skønne datter Christina.«

Også den tidligere Bond-babe Nicky Summer, der spillede med i James Bond-filmen 'A View To A Kill' med Roger Moore, har skrevet en hilsen.

»Jeg er ked af det. Jeg kendte C (Christina, red.) socialt, men jeg vidste ikke dét,« skriver hun blandt andet på Twitter.

'Monty Python'-medlemmet og skuespilleren Eric Idle kondolerer også.

»Dybeste medfølelse. Alle forældre kender den smerte, I må føle. Tak, fordi du deler den,« skriver han.

Flere af Christina Knudsens nære venner har også skrevet mindeord til hende.

»Jeg er så knust over elskede Christinas død. Vi elsker dig så højt og vil savne dig så meget. Du godeste, vi havde det sjovt sammen,« skriver Emma Victoria Farah.

Også Simon og LJ Hanbury mindes deres ven på Twitter.

»Så ked af at høre nyheden om, at vores nabo Christina Knudsen er død efter sin kamp mod kræft. Vores tanker går til hele hendes familie,« skriver de.

Veninden Lauren St. John roser Christina Knudsen for sit talent for at ridde og skrive.

»Min smukke ven, Christina, en begavet military-rytter og forfatter er væk alt for tidligt,« skriver hun.

Christina Knudsen var datter af Kiki Tholstrup, som blev gift med Roger Moore i 2002. Hendes far, forretningsmanden Hans Christian Knudsen, begik selvmord, da hun var ung.

Christina Knudsen boede i London det meste af sit liv, hvor hun blandt andet har arbejdet med indretningsdesign. Sidste år lancerede hun et datingbureau i den engelske hovedstad.

Hun giftede sig med finansmanden Nikolaj Albinus i 2001, men ægteskabet holdt kun 13 måneder. I 2006 blev hun kærester med it-milliardæren Janus Friis. Det forhold varede fire år.

Christina Knudsen blev 47 år.