I onsdagens afsnit af reportageserien ’Silas, Johannes og Louise’, der følger Danmarks mest kendte regnbuefamilie på godt og ondt, kunne de tre lykkelige forældre Silas Holst, Johannes Nymark og Louise Mahnkopf endelig fremvise en positiv graviditetstest efter et par forsøg på at få deres andet regnbuebarn.

Men som bt.dk kunne fortælle samme aften, varede lykken kort, da Louise Mahnkopf tog til scanning i ottende uge, hvor hun fik den frygtelige og uventede besked, at der ikke var hjerteblink hos barnet.

Den personlige og rørende historie ramte flere af bt.dks læsere, og artiklen affødte en overvældende respons.

I hundredvis af kommentarer på bt.dks Facebook-side deler læsernes historier om deres egne personlige tab eller giver udtryk for, hvor meget de har lyst til at give Louise Mahnkopf en kæmpe krammer efter at have set det hjerteskærende tv-klip.

Læs også: Ulykkelige nyheder for Silas Holst og regnbuefamilien: Vi har mistet vores barn

Men der er også nogle enkelte, der mener, at Louise Mahnkopf blot må ’op på hesten’ igen, og skal glæde sig over, at hendes ’foster’ ikke var blevet til et ’barn’ endnu.

Det får dog flere kvinder, der har været i samme båd som tv-familien, til at fare til tasterne.

»Jeg kan nu godt forstå, at hun reagerer som hun gør. Når man brændende ønsker sig et barn og man så mister, går ens verden helt i stå. Man er mor fra den dag, testen er positiv,« skriver Henriette Sørensen, som selv oplevede at miste et barn tidligt i graviditeten, og tilføjer:

»Og jeg kan fortælle, at jeg stadig ikke er kommet mig over vores tab.«

Silas Holst, Johannes Nymark og Louise Mahnkopf har selv taget en fælles beslutning om ikke at udtale sig til medierne, så længe serien kører på tv. Men i forbindelse med premieren på anden sæson, fortalte Silas Holst, hvorfor regnbuefamilien havde valgt at lave endnu en sæson:

»Under første sæson fik vi en masse henvendelser fra seere, som var glade for at kunne følge med i vores hverdag, og vi er sindssygt stolte af at kunne sprede det vigtige budskab (som en regnbuefamilie med to fædre og en mor, red.), så det ville vi gerne gøre igen,« fortalte han til bt.dk i januar.

Og flere af bt.dks læsere bakker ham op i, at det er skønt at få et indblik i deres liv på både godt og ondt.

I det rørende afsnit af ’Silas, Johannes og Louise’, hvor Louise Mahnkopf må tage på Herlev hospital for at få foretaget en abort, fortæller hun, hvor underligt det var at tage på arbejde efter aborten og fortsætte sit liv som vanligt, uden at nogen vidste, at hun både havde oplevet ubeskrivelig lykke og enorm sorg i løbet af ganske kort tid.

Og det er der flere af bt.dks læsere, der kan genkende fra deres eget liv.

Blandt andet Helene Søborg Skovbo, der selv har været gravid og mistet fem gange inden for det seneste års tid.

»Første gang var jeg 11 uger henne. Jeg har fortalt det til dem, der betyder noget for mig, hver gang, for der er ikke noget værre end at føle sig helt alene, og det påvirker humøret hver gang, og det er bare nemmere for andre at forstå, hvis de ved hvorfor,« skriver hun på bt.dks Facebook-side.

Læs også: Her bryder Louise sammen for åben skærm: Jeg vil have det, Silas og Johannes har

Det er dog ikke alle danskere, der forstår, hvorfor familien har valgt at give tv-seerne et indblik i den smerte, de gennemgik, da de mistede deres kommende barn sidste år.

Et par læsere mener, at det var dumt allerede at fortælle om den positive graviditetstest så tidligt i graviditeten, hvor risikoen for spontan endnu er ret stor.

Andre hylder dog regnbuefamiliens åbenhed og håber, at det kan være med til at nedbryde tabuet og fjerne berøringsangsten.

»Mistede børn, uanset graviditetsuge, er og bliver tabu. Og det er rigtig sørgeligt for alle os, der har prøvet det. Vi føler os i den grad alene, fordi det ikke er noget man taler om. Og fordi folk ikke forstår. Og folk forstår ikke, fordi det ikke tales om. Ond ond cirkel,« Thilde Kjærgaard Lange.

Læs også: Ærlig Silas Holst: Derfor er jeg ikke kærlig over for Johannes

»Jeg kan ikke forstå, hvorfor man skal vente til efter 12 uger. Det er også kunstigt, at man tror, at man er "sikker" efter 12 uger og SÅ kan fortælle det. Sandheden er, at man altid kan miste et barn. Og når man gør, er det rart, at ens bagland ved, det så de kan være der for en,« skriver en anden læser, Julie Haas, og tilføjer:

»I øvrigt er det i deres tilfælde helt sikkert nemmere for dem at dele det med hele Danmark - fordi hele Danmark i forvejen vidste, at de var gravide. Så de ville jo alligevel blive mødt af spørgsmål til graviditeten konstant, hvis ikke de selv fik meldt ud. Og det kan også være uendelig hårdt at skulle give dén tunge besked, til en der står med et kæmpe smil og i bedste mening spørger ind til graviditeten.«

Nyheden om den positive graviditetstest blev givet i denne uges afsnit af ’Silas, Johannes og Louise’. Først i næste uge hører man om den ulykkelige udgang. Det afsnit ligger dog allerede tilgængeligt på streamingtjenesten Dplay.