Det bekræfter TV3s pressechef, Søren Hedman overfor bt.dk.
- Jacob Kjeldbjerg har desværre fået konstateret denguefeber for et par timer siden lokal tid. Han er ved godt mod, men er selvfølgelig rystet over, at sygdommen nu har ramt ham, siger Søren Hedman.
Robinson-værten opholder sig nu på sit hotel. Endnu er det for tidligt at sige, hvor hårdt tropesygdommen rammer ham .
- Han er netop blevet testet positiv, så vi kender ikke det videre sygdomsforløb. Nogle er symptomfri, mens andre får feberforløb og bliver syge. Det er for tidligt at sige, hvordan det udvikler sig, siger Søren Hedman.
TV3's pressechef kan endnu ikke sige, om tv-seerne må indstille sig på et efterår uden Robinson.
- Vi er stadig i en karantæneperiode, og så må vi se, hvad vi gør bagefter. Vi er ikke rykket tættere på en endelig beslutning for Robinson 2010. Det gode er, at der stadig ikke er nogen deltagere, der er syge, siger Søren Hedman.
TV3 valgte i sidste uge at evakuere hele Robinson-holdet på grund af et udbrud af dengue-feber under optagelserne i Malaysia.
Jakob Kjeldbjerg fortalte i går til bt.dk, at han under ingen omstændigheder ville tilbage til Robinson-øen.
- Jeg vil simpelthen ikke tilbage. Eventyret må fortsætte et andet sted. Så sent som i dag har et par kammerater fra tv-produktionsholdet fået konstateret dengue-feber, fortalte tv-værten, der nu selv er blevet ramt af den frygtede sygdom, fra hotellet i Malaysia, hvor den 250 mand store tv-produktion, der både omfatter den danske og norske Robinson Ekspedition, har været indkvarteret siden i søndags.
Denguefeber er en influenzalignende virussygdom, som overføres via myg. Symptomerne er høj feber, udslæt, hovedpine og muskelsmerter - som ved en alvorlig influenza.
Sygdommen er er udbredt i tropiske områder, og et stigende antal turister rammes årligt. I værste fald kan feberen udvikle sig til alvorlige tilstande med døden til følge.
Der findes ingen vaccine eller anden forebyggende medicin mod denguefeber.






















