Robert Redford har sat sit præg på amerikansk film både som skuespiller, instruktør og med sin egen filmfestival, der promoverer uafhængige film og nye talenter.

Robert Redford er en af yderst få filmstjerner, der har ladet sig ælde med ynde. Ingen botox, ingen paryk eller plasticoperationer, og i torsdag bliver han 80 år og ser stadig brandgodt ud. Nogenlunde. Hans navn er synonym med en perlerække af kvalitetsfilm som »Butch Cassidy og the Sundance Kid« (1969), »Sidste stik« (1973), Barbra Streisands tåreperser »Vore bedste år« (1973), »Tre døgn for Condor« (1975), »Alle præsidentens mænd« (1976) og ikke mindst »Out of Africa« (1985), hvor han spillede Karen Blixens attråede Denys Finch Hatton.

Hans karriere som skuespiller tog fart i 1960erne med små roller i TV-serier som Perry Mason, Alfred Hitchcock Presents og The Twilight Zone. I 1963 fik han succes på Broadway i Neil Simon-komedien »Barefoot in the Park« (1963). Men i 1969 kom gennembruddet, han blev en af filmens helt store med western-komedien, »Butch Cassidy og The Sundace Kid«, hvor Redford spillede rollen som Sundance og Paul Newman var Cassidy.

Filmen grundlagde det fine venskab mellem de to hovedrolleskuespillere, der blev fulgt op med endnu en storslået gavtyvekomedie, »Sidste stik«, der blev karrierens måske største filmsucces. Hans stjernestatus voksede yderligere med titelrollen i »The Great Gatsby« i 1974, og Redford styrkede med sit samspil med Dustin Hofmann i »Alle præsidentens mænd«, det samfundskritiske element, hans valg af roller også har udtrykt.

Rollen som den britiske aristokrat Denys Finch Hatton i »Out of Africa« havde han oprindelig forlenet med en engelsk accent, men undervejs i optagelserne besluttede filmens instruktør, Sydney Pollack, at det virkede kunstigt. Derfor eftersynkroniserede Robert Redford en stor del af sin egen rolle under filmens færdiggørelse.

I den romantiske scene, hvor Redfords Denys vasker hår på Meryl Streeps Blixen, citerer han nogle linjer fra Coleridge: »He prayeth well, who loveth well both man and bird and beast.« Men Meryl Streep var i virkeligheden mere optaget af nogle frygtelig aggressive flodheste, der huserede i floden, de stod ved.

Succes som instruktør

I 1980 debuterede Robert Redford selv som instruktør med filmen »Ordinary People«, der blev en stabil kritiker- og publikumsucces og modtog fire Oscars. Selv modtog han én som bedste instruktør. I 1994 producerede og instruerede han filmen »Quiz Show«, der igen udløste en regn af priser og hæder.

Til de filmiske bedrifter hører desuden, at Robert Redford er grundlægger af Sundance Film Festival, der sætter fokus på nye filmtalenter. Time Magazine havde i 2004 af samme grund Redford med på deres årlige liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer og betegnede ham som »den uafhængie filmproduktions godfather«.

Robert Redford har konsekvent holdt sit privatliv ude af mediernes blitz- og søgelys. Han blev gift med sin store kærlighed, Lora Van Wagenen, i 1958. Hun gik simpelthen ud af gymnasiet for at blive gift med ham. De fik fire børn og har syv børnebørn. De blev skilt i 1985.

I juli 2009 blev Robert Redford gift igen med sin samlever gennem flere år, Sibylle Szaggars. De har boet sammen siden hun flyttede ind på hans ranch i Sundance, Utah, i 1990erne.

Politisk er Robert Redford først og fremmest miljøforkæmper. Tidligere har han støttet republikanere som guvernører i sin hjemstat, men han har også bakket op om Barack Obama.

Og måske mere overraskende er Robert Redford citeret bag på Donald Trumps bog »Crippled America« for ordene: »Jeg er glad for, han er her, fordi han er, som han er, og siger, som han siger. Det rusker op i tingene og det - tror jeg - er der brug for.«