Robert Hansen troede, at han bare var blevet ramt af halsbetændelse. Men i virkeligheden var han tæt på at dø.

Den 35-årige skuespiller har søndag opdateret sin profil på Facebook med et billede fra sygesengen på Rigshospitalet og fortæller om de barske dage, som han har været igennem. Robert Hansen måtte tirsdag udgå i pausen under forestillingen Dirty Dancing i Tivolis Koncertsal. I første omgang troede man, at det var tale om ildebefindende. Men det viste sig at være meget værre.

Robert Hansen havde fået en flænge i hovedpulsåren.

»Jeg har aldrig oplevet noget lignende. 8 timers operation i hjertet, og jeg som gik og troede jeg havde halsbetændelse,« skriver han på Facebook.

Tæt på at dø

Det kunne være gået helt galt, hvis ikke Robert Hansen var kommet gennem den omfattende operation.

Læs også:

»Hvis ikke jeg var kommet afsted til hospitalet den aften, havde jeg slet ikke været her mere - Så jeg føler mig virkelig heldig,« skriver han.

Foto: Robert Hansen
Vis mere

Robert Hansen har meldt fra til resten af 'Dirty Dancing'-forestillingerne og kommer heller ikke med, når musicalen rykker til Århus. Lægerne forventer, at han skal gennem en genoptræningsperiode på mellem to og tre måneder.

Læs også:

Selv om Robert Hansen er mærket af den alvorlige sygdom, har han overskud til at sende en hilsen til de fans og mennesker, der har støttet ham i de svære dage.

»Tak for alle de dejlige beskeder, de varmer virkelig på et par dage hvor det bare gør ondt og fyldt med smerter,« skriver han og sender samtidig varme tanker til læger og sygeplejersker på Rigshospitalet.

»Og Tak for det mest fantastiske personale på Riget, det er bare en fornøjelse at være omgivet af så gode mennesker.«