Skuespilleren Mille Dinesen har forgæves forsøgt at få børn i mange år. 11 år for at være eksakt. Men trods en opslidende kamp og forholdsvis ny status som single har 'Rita'-stjernen ikke givet op på baby-projektet.

Det fortæller hun til Her & Nu.

»Jeg har ikke droppet tanken om børn, men jeg står lidt i et vadested. Ikke på nogen dårlig måde, jeg har bare hverken lukket døren eller åbnet den helt,« siger hun til ugebladet.

Mille Dinesen har aldrig lagt skjul på, at de seneste ti år har krævet en enorm viljestyrke og tæret på kræfterne hos den 43-årige skuespillerinde, som har været igennem utallige fertilitetsbehandlinger, medicin og hormoner med humørsvingninger og ubehagelig oppustethed til følge.

Og havde det så bare virket. I stedet har 'Rita'-stjernen oplevet skuffelse på skuffelse. Til sidst tog hun en beslutning om at droppe behandlingerne og i stedet forsøge at leve ekstremt sundt for at forhøje chancerne for en naturlig graviditet.

»Samtidig kan jeg virkelig mærke, hvordan den skide tid bare går. Jeg vil jo så gerne og kan mærke det helt tydeligt – hormonelt – i min krop. Jeg skal tage mig af noget, af nogen. Så nu har jeg købt mig en hundehvalp! En lille labradoodle. Hun er det sødeste. Og hvem ved… måske sker der det helt magiske, at jeg rent faktisk får tankerne hen på noget andet og på den måde snyder systemet og mig selv,« har hun tidligere udtalt til Alt for Damerne.

Mille Dinesen med hunden Marlee.
Mille Dinesen med hunden Marlee. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

På daværende tidspunkt var hun kæreste med nu tidligere kreative direktør i Carlsberg Group Thomas Busch. Men i begyndelsen af året gik de fra hinanden efter ti år som on-off kærester. Parret flyttede aldrig sammen under deres lange forhold.

»Vi har haft sådan et forhold, hvor vi ikke har kunnet leve med hinanden og ikke kunnet uden,« fortalte Mille Dinesen til Femina i forbindelse med bruddet.

At baby-projektet er sat lidt på pause, skyldes dog ikke bruddet, fortæller hun til ugebladet.

Skuespilleren er snart igen aktuel i glansrollen som den anarkistiske skolelæreinde Rita i fjerde sæson af TV 2-successerien af samme navn, og det har givet en masse travlhed. Og så kommer sådan noget 'naturligt på standby', fortæller hun til Her & Nu, og fortæller i samme ombæring, at hun ikke er i et forhold lige nu.

Fjerde sæson af 'Rita' har premiere på TV 2 21. august.