Søndag gik bølgerne højt på de sociale medier, efter den danske sanger Richard Ragnvald kritiserede Danmarksindsamlingen.

Han mente, at de mange millioner skulle gå til de danske hjemløse fremfor fattige børn i den tredje verden. Det har været et meget debatteret indlæg, og nu blander komikeren Sebastian Dorset sig i debatten fra sin Facebook-side natten til onsdag, hvor det blandt andet lyder, at det ikke er let at stable et indsamlingsshow på benene.

Dorset skriver blandt andet:

»Jeg kan ikke tale for statsradiofonien, men jeg ved at det er tolv anerkendte nødhjælpsorganisationer, som står bag indsamlingen, og som med helt åbne kort fortæller præcis hvor pengene går hen, og hvilke projekter, der får gavn af dem. Det er topprofessionelle foretagender, hvis samarbejdspartnere kan være trygge ved at pengene havner de rigtige steder, og at man ved, hvad man laver.

Og den tryghed har de store tv-stationer brug for, ikke mindst fordi du og dine fans ville være de første, der var ved at "brække sig", hvis en indsamling i DR eller TV2-regi viste sig at støtte et foretagende, der ikke havde styr på sagerne.

Så altså: Hvis man skal lave en landsdækkende, tv-transmitteret indsamling, der lever op til de krav, som især kritikere af velgørenhed sidder og stiller, så kræver det laserlignende klarhed over formålet og fordelingen. Ikke bare et løseligt "pengene skal helst gå til dem, der har det rigtig meget svært".

Hvad skal pengene bruges til, hvis man laver en indsamling til de hjemløse, og hvem skal sørge for at pengene kommer frem, og bliver brugt helt rigtigt? Jeg er ked af at belaste dig med de to sidste spørgsmål, nu hvor du sikkert sidder og skriver den arkedanske version af Afrikasangen:«

Det fik den folkekære sanger til tasterne igen. Her lyder det blandt andet, at han føler sig misforstået, men han kan samtidig ikke forstå kritikken.

»Kære Sebastian Dorset. Du skal altid være velkommen og jeg skal gøre det ganske kort, for også at du kan forstå min holdning. Jeg har efterhånden været i denne branche i næsten 57 år og kender gamet ud og ind. Jeg ved udmærket at man ikke lige ved at knipse med fingrene, kan stable et så stort show på benene, jeg ved udmærket hvor stort et arbejde det er. Hvis du har fulgt bare lidt med, så har det fra starten aldrig været min mening selv at stable et indsamlingsshow på benene,men blot en kritik / opfordring og et ønske fra min side om at DR næste gang de laver Danmarks indsamling, om også at tænke på vores egne her i Danmark. Ja, man skulle næsten tro at det er en forbrydelse at tænke som jeg og den største del af Danmarks befolkning gør. Det er ikke første gang jeg har været i medierne og ved udmærket, at stikker man en hånd ned i en hvepserede så sker det nogen gange at min bliver stukket. Du skal vide at min mening fra starten har været kærligt ment så de mange i Danmark der har brug for hjælp har mulighed for at få det.«