Fredag gik den amerikanske bodybuilder Richard Piana bort.

Det skriver blandt andet Daily Mail.

Richard Piana kollapsede i sit hjem i Florida 10. august. Det forlød, at det skyldtes en overdosis. Han har, indtil sin død, ligget i kunstigt koma på hospitalet.

Pianas ekskone bekræftede den sørgelige nyhed på Facebook.

'Jeg kan næsten ikke tro det. Jeg er så ked af det og mit hjerte er knust over, at han ikke klarede den. Jeg vil bare gerne sige TAK RICH for at lære mig så meget om livet. Om det så var på den nemme eller hårde måde. Vi havde vores op- og nedture, men vi havde også nogle fantastiske øjeblikke i hinandens selskab,' skriver Sara Piana på Facebook.

Den tidligere Mr. California har alene 1,2 millioner følgere på Instagram. Den 46-årige bodybuilder har indrømmet, at han har brugt flere tusinde dollars på anabolske steroider i løbet af sin karriere.

»Hvis du har et valg i forhold til at tage steroider eller forblive naturlig. Så forbliv naturlig. Der er ingen grund til at tager steroider. Du skader din krop og dig selv,« har Richard Piana efterfølgende sagt til sine følgere omkring sit misbrug.

Han kom dog samtidig med en noget kontroversiel udmelding. Han gav udtryk for, at man intet valg har, hvis man vil være bodybuilder. Så er man tvunget til at tage steroider. Dødsårsagen er endnu ikke fastlagt.