Renset for ruskevold: Unge Mødre-Stine får sin datter hjem

De unge mødres Stine Hesselholdt, der blev sigtet for ruskevold og senere renset, får nu endelig sin datter hjem.

Stine Hesselholdt fra Kanal 4-programmet 'De unge mødre' har nu efter et langt og sejt tovtrækkeri med kommunen fået sin datter Isabella hjem. Men sønnen Benjamin, som hun i 2010 blev sigtet for at have rusket, er fortsat i pleje.

Det bekræfter en kilde tæt på den lille familie.

- Stine har kun fået Isabella hjem, men det er hun selvfølgelig lykkelig for. De bor sammen og har det godt, fortæller kilden til bt.dk.

LÆS OGSÅ: Ung mor: Troede ikke jeg ville overleve i fængslet

LÆS OGSÅ: Ung mor: Vi kender ikke Benjamins skader endnu

Den unge mors to børn blev fjernet og sat i plejefamilier for to år siden, da Holbæk Kommune forfulgte en mistanke om, at Stine Hesseholdt skulle have rusket sin yngste søn Benjamin, der dengang blot fire måneder gammel, til en hjerneskade.

Hun blev først sigtet for forsøg på manddrab, siden for særlig grov vold, røg syv måneder bag tremmer, men politiet kunne ikke løfte bevisbryden, sagen smuldrede, og den unge Holbæk-kvinde blev i januar sidste år løsladt.

Benjamin havde rigtigt nok fået skader i hjernen efter volden, men hvem, der havde rusket den lille dreng, kunne politiet ikke finde beviser for. Stine blev renset, men børnene fik hun ikke hjem.

Først for nylig fik hun så sin 4-årige datter hjem, men den nu 2-årige Benjamin, som Stine kun har haft lov til at se hver 14. dag, er fortsat i pleje.

- Vi aner faktisk ikke, hvordan det står med Benjamins sag. Vi får meget få informationer. Jeg kender ikke engang begrundelsen for, at Isabella kommer hjem, siger kilden.

LÆS OGSÅ: Stine fra De unge mødre: Jeg har mistet mine børn

LÆS OGSÅ: Hvem ruskede lille Benjamin?

Så sent som i sidste måned udtalte hendes daværende advokat Casper Andreasen kritik af kommunens håndtering af sagen.

- Tiden er en stor faktor i det her, for jo længere tid der går, jo større bliver afstanden mellem forælder og børnene, sagde Casper Andreasen i maj i forbindelsen med dokumentaren 'Stine-sagen'.
 
Børn- og Unge-direktør René Junker fra Holbæk Kommune vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men fastholder, at kommunen fortsat har grund til at holde sønnen Benjamin anbragt uden for hjemmet.

- Vi vurderer altid den slags sager grundigt, og det er jo ikke sådan, at enten er alle børn anbragt eller også er ingen. Nogle gange giver det god mening, at et barn er anbragt, og et andet ikke. Det kan ske for at aflaste, men det kan også ske, fordi der ligger noget voldsommere bag for det ene barn, men ikke for det andet, forklarer René Junker fra Holbæk Kommune.

Stine Hesselholdt selv ønsker fred og ro efter sagen og ønsker ifølge sin familie ikke at udtale sig.

Læs også: