Renée Toft Simonsen uddeler drøje hug til det danske samfund, men har også håb. Hun ved præcist, hvilke værdier hun skal give videre til sine børn. Og så har hun givet sig selv et løfte på den anden side af de 50 år.
»Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg i bund og grund ligeglad med, hvad andre tænker. Rend mig! Sådan har jeg det, hvis jeg virkelig kigger dybt i mig selv. Altså forstå mig ret. Jeg er ikke ligeglad med andre mennesker, men jeg er ligeglad, hvad de tænker om mig. Så længe jeg ikke gør noget, der er grimt,« siger Renée Toft, da samtalen drejer ind på anerkendelse, selvværd og hvad det egentlig er, der driver hende. Lysten og nysgerrigheden overfor andre mennesker.
Hun er et festfyrværkeri af overskud, da hun ankommer til interviewet, der er aftalt i forbindelse med hendes debut som manusforfatter på familiefilmen ’Iqbal og den hemmelige opskrift’. Det er hendes første film siden hun afsluttede manusforfatter-uddannelsen fra Den Danske Filmskole.
Men den 50-årige kvinde har meget mere at sige end den aktuelle anledning. Og der er nok at tale om.
Der er nemlig eksponeret mange film siden hun som 17-årig blev kåret som ’Face of the Eighties’ af den internationale modebranche. Og derefter hoppede på det internationale jetfly. Til fotosessions der ofte endte på forsiden af Vogue og Elle. Fra fester på første klasse, med de popstjerner, royale, rigmænd og filmstjerner, der er en del af det internationale jetset.
Looket og udstrålingen har hun stadig. Og de skrå katteøjne og den ranke holdning.
Model og feminist
Renée Toft Simonsen er ikke til fortrydelser. Selvom den erklærede feminist godt kan se, at modelkarriere og kvindefrigørelse umiddelbart ikke spiller vildt godt sammen:
»Ja, det kan jeg sgu godt se,« siger hun med et bredt smil:
»Og det har været svært at forsvare indimellem. Men heldigvis var jeg kun 17, og tænkte ikke så dybt over det,« griner hun højt af sig selv.
»Dengang forsvarede jeg det med, at der var et højere formål, nemlig at jeg skulle tjene en masse penge. Så jeg kunne gå på universitetet uden at få en studiegæld. Min far havde nemlig en stor én af slagsen dengang i 70’erne. Og det lå som en sort dyne over familien. Så der var et klart formål med det. På den anden side lever vi i den verden, vi lever i,« siger Renée Toft og tænker tilbage på tiden med blitzlys, forlovelsen med Duran Durans bassist, John Taylor, og hele verden, der stod vidt åben.
En stor buffet af parties, stoffer, sprut og smukke, unge mennesker i blitzlys med Renée fra Danmark som en af de celebre topmodeller, der scorede kassen.
»Jeg fik en mulighed for at tjene rigtigt mange penge uden, at jeg skadede nogen - eller gjorde noget dumt eller ondt. Så jeg ser sådan på det, at jeg var ude at samle nødder. Men ikke i naboens have. Jeg hentede ikke olie i Afrika. Jeg var opportunist og tog den chance, der blev budt mig. Her var min billet til et liv i økonomisk tryghed. Og jeg tog den, for jeg er ikke vokset op med økonomisk tryghed. Så mit lille indre egern vågnede, og samlede rigtigt mange nødder.«
Renée Toft Simonsen ser alvorlig ud og øjenbrynene gør hendes øjne endnu mere skrå, da hun konkluderer:
»Det var jeg virkelig meget bevidst om dengang.«
I 1982 drog hun til New York under kyndig vejledning af den tids mest respekterede modelmor Eileen Ford, der lovede hendes hippieforældre, at tage sig godt af den danske modelstjerne, selvom de ikke var meget for at hun tog afsted. Og slet ikke som model.
Verden står stadig åben for Renée Toft Simonsen. Det er bare den indre verden, hun har fokuseret på siden hun slukkede modefotografernes blitzlys og droppede modelkarrieren. Det er rundt regnet cirka 25 år siden Renée trak stikket til den verden.
Fordommene stod i kø
I dag er hun en studentereksamen samt to videregående uddannelser rigere, og har skrevet mere end 20 bøger.
Hun er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet og manusforfatter fra den danske filmskole.
Bogudgivelserne tæller et par voksenromaner, bidrag til kvindeantologier, samt en perlerække af anerkendte børnebøger.
Særligt Karla-bøgerne, der er både kommercielle hit og prisbelønnede. Og solgt i henved 200.000 eksemplarer. Men i begyndelsen af hendes andet voksenliv stod fordommene i kø:
»Den første Karlabog fik den ringeste anmeldelse – ever! Der stod bare: ’Madonna har gjort det. Bono har gjort det. Og nu også Renée Toft Simonsen. Enhver med et kendt ansigt kan åbenbart skrive en børnebog.’ Slam!«
Renée Toft kan grine af det nu, men da ’Karlas Kabale’ udkom, var det noget af en mavepuster.
»Selvfølgelig blev jeg såret, jeg er jo ikke lavet af sten. Men det siger jo mere om dem, end det siger om mig. Der er også nogle, der har ment alt muligt om, hvorfor jeg nu skulle være psykolog, og hvorfor skulle jeg også pludselig skrive bøger. Jante findes og eksisterer i bedste velgående. Men jeg er kommet videre for længst. Det har været en af de bedst solgte børnebøger de sidste 10 år, vi har lige lavet en aftale om, at den skal komme i Tyskland, og der er mange små piger, der har lært at læse til Karla, og det sidste er jeg rigtig stolt over,« smiler Renée Toft.
»Jeg er vild med den uskyld børn har, og så er børn meget anstændige mennesker. Jeg er en stor fan af forfatteren Løgstrup og hans livsytringer: At der er håb, før der er håbløshed, og at tilid kommer før mistillid. Når du er sammen med børn, så er det bare så rigtigt. Det gode er der først,« siger Renée Toft Simonsen, der i dag er gift med popmusikeren Thomas Helmig på femtende år.
De har kendt hinanden i snart 20 år, kun afbrudt af tre-fire måneders brud for lidt over to år siden.
Men parret kunne ikke undvære hinanden, selvom de havde sagt farvel. De sås jævnligt og ofte i smug. For børnenes skyld, siger Renée Toft:
»Indtil vi blev sikre på at vi skulle være sammen igen, mødtes vi som til en hemmelig romance på et hotel i København. Men udadtil var det kørt helt op. Jeg kan huske en forside på Se & Hør, hvor der stod, ’nu skændes de om pengene’. Hvis jeg nogensinde møder den chefredaktør, får han en flad,« ler Renée Toft, selvom man kan se, at det gjorde ondt. Ikke mindst på grund af børnene.
»Vi skændtes ikke om noget som helst. Hverken økonomi eller børn. Eller noget. Og det hjalp også til at vi fandt sammen igen,« siger den 50-årige psykolog og forfatter, der har fire børn og ikke skelner mellem egne og bonusbørn.
Datteren Ulrikke, 22, og Jens Kristian på 20 som hun fik med sin første mand, Kristian Sandvad.
Hugo på 17 som hun har med Helmig samt Ida Marie på 23 år, der er Helmigs datter fra hans forhold til fotomodellen Heidi Andersen.
»Jeg fik Ida Marie gratis – da hun var kun fire år,« smiler Renée Toft, der kan takke børnene for at hun begyndte at skrive bøger.
De betød samtidig, at hun aldrig fik lavet den ph.d.-afhandling hun fik tilbudt efter endt psykolog-eksamen:
»Jeg havde faktisk sagt ja, men på det tidspunkt var Hugo fire år. og hvis jeg skulle arbejde fuldtid, så ville jeg skulle have faret frem og tilbage mellem København, Aalborg, Aarhus og Odense med ti-timers arbejdsdage, og jeg kunne bare mærke, at min vigtigste opgave på det tidspunkt var ungerne.«
»Jeg kan lige så godt sige det lige ud. Det vigtigste jeg har gjort i mit liv, det er at få børn,« siger Renée Toft, der ikke skal tænke sig om i lang tid, før hun svarer på spørgsmålet om, hvilke værdier hun vil give videre til børnene:
»Det vigtigste er, at de bliver anstændige mennesker som kerer sig om andre mennesker. Særligt når de vokser op i den her Facebook- og Instagramkultur, hvor det er mig, mig, mig. Det er en svær ting, fordi de vokser op under indtryk af, at de er sig selv nok. Men vi er aldrig os selv nok. Vi har brug for hinanden, og brug for at høre til i en flok. Og det kræver, at vi gør noget for hinanden. Man kan aldrig skærme sig helt mod ensomhed, men der er et basalt behov for at høre til, så vi føler, at vi har en værdi - i os selv. Om det lykkes at give det videre, ser vi nok først om nogle år.«
Bedst i flok
»Jeg tror ikke på, at vi nogensinde får en dyb lykke og tilfredsstillelse ved udelukkende at gøre noget for os selv. På samme måde som hvis man hører til i en flok, og gør noget for flokken. Lykken ligger dér et sted. Det er også dejligt at have succes og opnå nogle ting, men det handler om nogle mere overfladiske ting,« siger Renée Toft Simonsen, der er både optimist og pessimist, når det kommer til ungernes fremtid i en tumultarisk tid:
»Jeg synes der er så mange andre strømninger i de her år. Mark Zuckerberg (Facebooks stifter) har lige annonceret at han giver 99 procent af sine Facebook-aktier til gode formål. Bill Gates (Microsofts stifter) giver enorme summer til klimaet sammen med Warren Buffet.«
»Men der er også andre strømninger, der tyder på, at vi er i de sidste dage af det romerske imperium. Blandt andet når man ser den enorme forskel på rig og fattig, der kun bliver større, og Venstreregeringen lige nu: Ministre der tilgodeser deres egne familier, Lars Løkke der køber tøj og rejser på første klasse, på vores allesammens regning, Carl Holst der skal have engelsktimer. Og så giver de flygtningene nogle telte i Thy. Har de slet ingen anstændighed, og har de slet ikke lært, hvad der er dit og mit? Man går ikke over i naboens have og samler nødder. Det ved de jo godt, men det er som om deres indre kompas er gået i stykker.«
»Heldigvis er der også andre bevægelser. Der er folk overalt, der lige så stille vågner op, fordi det ikke kan passe, at man skal have syv huse og nitten biler, når folk i Afrika sulter.
»Medmindre vi begynder at omfordele og stopper med at samle nødder i andre menneskers haver, ender det med en kæmpe omvæltning. Den måde vi plyndrer Afrika på, er jo fuldkommen sindssyg. Og det er foregået i hundredevis af år. Den forråelse er svær at se på.
»Og uanset hvor højt vi bygger et eventuelt hegn, skal flygtningene nok komme ind. Så medmindre vi vil lukke Europa helt og spærre os selv inde som i et compound, hvor de velhavende bor, så er vi tvunget til at tænke mere globalt og mere næstekærligt. Mere anstændigt,« siger Renée Toft, der siger at hendes engagement vil afspejle hendes fremtidige arbejde, men at hun også har givet sig selv et løfte om at geare ned:
»Mit engagement kommer automatisk ud mellem sidebenene, for det er jo sådan jeg er. Jeg vil gerne skrive film til voksne, men lige nu vil jeg give mig i kast med en ny roman. Men én af mine udfordringer er, at jeg skal lære at arbejde lidt mindre, og lære at finde ro og nyde mit liv, og den fantastiske verden vi trods alt lever i. Det har jeg lovet mig selv.«
