Remee solgte ud

Tøj, sko, sofaer, dvd'er, glas. Ja, selv en skjortestrygningsmaskine. Der var stort set alt, da popsnedkeren og produceren Remee søndag eftermiddag inviterede indenfor til loppemarked i haven i hjemmet på Dalgas Boulevard på Frederiksberg.

- Der er to ting, der er vigtige i livet. Det er at man er parat til omstillinger og lære at give slip, siger han, da BT besøger ham i haven for at høre, hvad der har fået ham til at sælge ud af arvesølvet.

- Jeg vil gerne videre til noget andet, der passer bedre. Når man så går og pakker ned, så finder man ud af, hvor mange ting, man gemmer på, men som man ikke bruger. Der er jo proppet i alle hjørner, griner han.

En mulighed er at smide tingene ud, for der skal sorteres i tingene, fortæller han.

- Men det vil jeg alligevel heller ikke, det synes jeg trods alt, at tingene er for dyre til. Derfor fik jeg idéen til dette loppemarked, siger han.

- Jeg har selv prøvet at have noget opmagasineret i fem år, får at få det mølædt tilbage. Så er det her noget federe. Og jeg kan se, hvor glade folk bliver for tingene. Det er god karma.

Penge til velgørenhed

Men det er ikke Remee selv, der får glæde af de mange rare kroner, der bliver samlet ind. Han har nemlig besluttet at alle de penge, der kommer ind, skal gå til velgørende formål.

- Jeg mistede min mor til kræft, så det er oplagt, at pengene skal gå til det. Men jeg har splittet det op, så 80 procent går til Kræftens Bekæmpelse og 20 procent til Dyreværnet, for en af mine rigtig gode veninder, der har hjulpet mig rigtig meget gennem tiden, er direktør for Dyreværnet.

- Det er gode venner og medarbejdere fra Natklubben Zen, som Remee med stor succes driver i det indre København, der har vimser omkring i haven og sørger for at loppemarkedet forløber smertefrit.

Alle interesserede har været velkomne, og har betalt hundrede kroner for at komme ind. Hundrede kroner man så har kunne bruge til at erhverve sig 'et stykke af Remee'. Selv valgte Deres udsendte at bruge en tyver på et bokssæt af den engelske komedieserie "The Office" - og lade resten af pengene tilfalde det gode formål.

- Det er fantastisk valgt. Jeg har grædt af grin til den serie, fortæller han med stor entusiasme, da han bliver opmærksom på det.

Læs også: