Farvel til en hektisk kalender med masser af rejser. Goddag til babygråd og stille dage, hvor en tur til bageren kan tage flere timer. Remee fortæller om livet som som nybagt far.

For knap en måned siden blev 'X Factor'-dommeren Remee far for anden gang. Hans kæreste, den 22-årige model Mathilde Gøhler, fødte parrets første fælles barn den 24. august, og siden har livet forandret sig meget for kendisparret.

Det afslørede den 40-årige Remee på et pressemøde for talentshowet 'X Factor', hvor han skal være dommer for sjette gang. Hans meddommere er veteranen Thomas Blachmann og debutanten Mette Lindberg, der er kendt fra bandet Asteroid Galaxy Tour.

Hvordan var det at stå med din datter første gang?

»Det er jo livets mirakel! Det er helt utroligt at opleve, hvad sådan et lille, skrøbeligt liv kan gøre ved en. Hun er 100 procent afhængig af os som det eneste i verden – og mest af alt sin mor selvfølgelig,« fortalte den stolte far.

Den knap en måned gamle lille pige, hvis navn endnu ikke er blevet offentliggjort, har da også allerede vendt op og ned på hverdagen hos Remee og den 18 år yngre Mathilde Gøhler:

»Alle, der har børn, ved nok, at den første fase er meget stille og rolig. Vi er meget hjemme – det er nærmest første gang, jeg er uden for en dør,« lød det med et grin fra 'X Factor'-dommeren.

»Det, der er rart ved at få børn – specielt hvis man har et hektisk liv – er, at det sætter tempoet enormt meget ned. Vi når virkelig ikke mange ting i løbet af en dag. Vi plejede at kunne nå at besøge en to-tre forskellige lande om ugen, nu er det en eller to begivenheder om dagen. Og en begivenhed kan være at køre til bageren og tilbage,« siger den nybagte far, der skynder sig at tilføje, at han er helt sikker på, at det er 'enormt sundt' for ham at tage tingene lidt mere med ro.

At blive forældre har kun gjort musikmanden endnu mere glad for sin unge kæreste:

»Hun gør det helt fænomenalt godt! Jeg er meget stolt af hende og har stor respekt for hende. Det er jo utroligt, hvad kvinder kan, og hun har gjort det på den fineste måde. Det havde jeg egentlig også regnet med,« fortalte han glad.

Remee og Mathilde Gøhler har endnu ikke afsløret, hvad de har valgt at kalde deres lille guldklump. Men i forgårs viste den nybagte mor et nyt smykke frem med bogstavet ’k’ som vedhæng.

Remee er dog ikke meget for at afsløre det fulde navn til BT.

»Det er jo nærmest blevet en ting nu, fordi vi har ventet så længe med at sige det. Der bliver gættet på alle mulige ting på de sociale medier, så jeg må hellere lige tjekke med Mathilde, før jeg siger noget,« forklarede han.

Remee har i forvejen teenagedatteren Emma fra et tidligere forhold.