Remee og Michala Kjær er ikke længere sammen. Remee er ked af bruddet, skriver Se & Hør.

Mens dramaet i X Factor spidser til, lider dommeren Remee et stort nederlag på den private front. Han og kæreste Michala Kjær er gået fra hinanden, skriver Se & Hør, der udkommer torsdag.

-Michala og jeg er ikke sammen længere. Der er ikke noget drama eller nogen grund. Vi har i fællesskab truffet beslutningen om, at det var det bedste, siger Remee til Se & Hør.

De blev betegnet som det hotteste par i den danske jetset-verden, da deres kærlighed blev kendt i starten af september 2009. Den kendte musikproducer og millionær-datteren fandt sammen på trods af en aldersforskel på 14 år, og der gik ikke lang tid, inden Michala flyttede ind hos Remee.

- Michala er en fantastisk pige, og jeg har kun kærlighed og respekt til overs for hende. Jeg er rigtig ked af det over bruddet, siger han til ugebladet.

Ifølge B.Ts oplysninger er Remee og Michala fortsat så gode venner, at både Michala og hendes mor, Janni Kjær, er inviteret til at overvære X Factor-finalen i Parken på lørdag.