Tv-værten Reimer Bo og hans kone, modeeksperten Pernille Rahbek, har valgt at gå hver til sit.

Det skriver Billed Bladet.

Parret har været sammen i 11 år, hvoraf de fem har været som mand og kone.

Der er 27 års aldersforskel mellem den nu 60-årige reimer Bo og 33-årige Pernille Rahbek, der kun var 21 år, da de mødtes.

Om bruddet fortæller Reimer Bo til Billed Bladet:

- Vi har taget, hvad jeg vil kalde en moden beslutning, efter at vi i lang tid har arbejdet med vores forhold. Nu er vi separeret. Vi har fortalt børnene, at mor og far skal skilles. Og det er, hvad der optager os mest lige nu - vores to dejlige piger, siger Reimer Bo.

Sammen med døtrene Ingrid på seks år og Astrid på tre år har parret boet i en stor herskabelig lejlighed i det indre København, men nu er den kendte tv-vært flyttet til en anden adresse, mens Pernille Rahbek og pigerne bliver boende på den gamle adresse.


- Pernille er en utrolig god mor, og det bliver sådan, at pigerne bor mest hos hende. Men de kommer også til at være en del hos mig. Jeg har fundet en lejlighed, hvor der også er plads til, at de kan få hver sit værelse, fortæller Reimer Bo.

Han understreger i øvrigt, at der ikke er nogen tredjepart involveret i skilsmissen.