Den 25-årige realitybabe Pernille Nygaard er blevet forlovet med sin kæreste Mikkel Nielsen, som hun har dannet par med siden januar 2017.

Det skriver Realityportalen.

Parret, der har mødt hinanden på jurastudiet, har ifølge mediet været forlovet i et stykke tid, men har først valgt at offentliggøre det nu.

»Mikkel gik på knæ og friede i vores lejlighed den 27. februar, og jeg sagde ja. Vi har bare holdt det hemmeligt, eftersom jeg førhen har joket en del på min Facebook med, at jeg skulle giftes. Den her gang er det dog for alvor, da jeg oprigtigt elsker min kæreste utroligt højt,« forklarer Pernille Nygaard.

Forholdet mellem de to må siges at være en stormende romance - de har nemlig kun dannet par i fire måneder. Alligevel er 25-årige Pernille Nygaard ikke et sekund i tvivl om, at hun har fundet manden, som hun skal tilbringe resten af livet sammen med.

Før hun mødte den seks år yngre Mikkel Nielsen, havde hun opgivet tanken om hus, ægteskab og flere børn, men han fik hende på andre tanker.

Parret, der bor sammen i en lejlighed i Aalborg, har nemlig allerede kigget på hus i Pernille Nygaards hjemby, Frederikshavn. De har dog ikke slået til endnu, da de mener, at så stor en beslutning kræver grundig overvejelse.

De to har også planer om at få børn en dag, dog ikke lige foreløbigt - de vil nemlig gerne vente, til efter de har færdiggjort deres uddannelser.

Pernille har en 8-årig datter fra et tidligere forhold, som bor fast hos sin far i Kolding.

Parret har stadig rigelig tid til at forberede brylluppet, ifølge realitybaben skal det nemlig først afholdes i 2020.

Se billeder af det vordende brudepar her: