TV2-værterne Rasmus Tantholdt og Cecilie Beck har taget turen til alteret og er blevet gift under en ferie i Thailand.

Det er en meget lykkelig TV2-korrespondent, der kan bekræfte, at tre års kæresteri med kollegaen Cecilie Beck nu har resulteret i en vielsesring.

Det skete den 29. november under en familierejse i Thailand.

- Vi havde ikke planlagt det overhovedet, men vi havde da snakket om, at hvis det kunne lade sig gøre, så ville vi gerne gøre det. Så vi fik det i stand to dage inden det skete, siger Rasmus Tantholdt til bt.dk.

TV2-journalisten var ikke nede på knæ for at bede Cecilie Beck om at blive hans kone, men forklarer, at parret tidligere havde talt om ægteskabet 'over et par glas rødvin'. Kæresterne blev herefter viet på stranden kun i selskab med deres børn. 

- Nu er vi jo flyttet sammen og så synes vi, at det virkede meget naturligt. Vi har jo begge været gift før og holdt stort bryllup og så synes vi, at det var en passende måde at gøre det på, siger Rasmus Tantholdt.

Er det så for evigt denne gang?

- Livet er uforudsigeligt, men vi har sagt ja til hinanden, fordi vi tror på, at det skal være os. Vi ville ikke gøre, hvis vi ikke regner med, at vi skal være sammen resten af livet.

Rasmus Tantholdt er efter det romantiske bryllup tilbage på arbejde for TV2, hvor han i øjeblikket rapporterer om hajangrebene, der har fundet sted i Sharm El-Sheikh i Egypten.