Det har skabt heftig debat på Facebook, at den gravide Amalie Szigethy offentligt har indrømmet, at hun har fået foretaget hele fire aborter.

Amalie Szigethy afslørede tidligere i år, at hun venter barn med kæresten Mikkel Skelskov. ‘Paradise Hotel’-deltageren benytter da også enhver lejlighed til at understrege, at hun glæder sig rigtig meget til at blive mor.

Søndag afslørede realitystjernen dog på sin blog, at det bestemt ikke er første gang, hun er gravid. Faktisk har hun hele fire gange måtte have lægernes hjælp til at afbryde et svangerskab, for det er nemlig først nu, hun sig klar til at blive mor.

»Det er ikke første gang, jeg er gravid, men det er første gang, jeg er klar til at blive mor og har tiden og alderen. Jeg var 19 år, første gang jeg blev gravid, og efterfølgende blev jeg meget hurtig gravid igen med samme mand – I kan jo gætte jer til, hvem det var,« skriver hun og henviser formentlig til eks-kæresten Peter Birch, som hun var sammen med på daværende tidspunkt.

»Anyways, tanken med børn har altid betydet meget for mig, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg fik en abort med egen vilje, for jeg ville gerne have beholdt mit første barn. Og det andet. Og faktisk også de sidste to gange. Ja, jeg har fået fire aborter med samme mand.«

Her indrømmer hun også, at hun blev gravid, fordi hun og hendes daværende kæreste ikke brugte prævention.

»Jeg brugte ikke beskyttelse, og det gik ud over mig selv med aborter, fordi jeg synes, tanken med et barn var spændende.«

Og netop den 'mindre detalje' har fået flere af BTs læsere op i det røde felt.

De lægger i hvert fald ikke fingrene imellem, når de giver udtryk for deres forargelse over de mange aborter på BTs side på Facebook.

Nina Toft skriver:

»Det er mig en gåde, hvordan man kan være så uansvarlig at få foretaget hele fire aborter! Det, synes jeg, et menneskeliv er for kostbart til.«

Marianne Knudsen:

»Nej, det gik IKKE ud over dig, Amalie, at du ikke brugte prevention, men derimod de fire børn, du har aflivet.«

Flere hentyder i mere eller mindre direkte vendinger til Amalies omdømme som ikke helt skarp blondine.

Bente Dysted Martlev skriver:

»I guder for en dum gås. Præventionen er opfundet, men hun har da ikke opfundet den dybe tallerken.«

Marianne Møller-Larsen er inde på noget af det samme:

»Hun har fået fire aborter, fordi hun syntes 'tanken om et barn var spændende!' Siger lidt om hende.«

Mange er rystede over det moralske i spørgsmålet, men der er også flere, der er inde på de økonomiske omkostninger. En af dem er Karin Møller Johansen:

»Er faktisk forarget. 1. Der er så mange, som ønsker børn, så hvorfor ikke bortadopterer de stakkels uønskede børn. 2. Hvis ikke man bruger beskyttelse og bliver gravid, så må man sgu selv betale for aborten.«

Og Maja Zhall siger det helt uden omsvøb:

»Men at få fire aborter, det er svineri.«

Der er dog også en del, som mener, at det er Amalies egen sag.

Tina Svart Mathiesen:

»Synes, det er ok. Hvis ikke graviditet er planlagt, og barnet ikke er velkommen/ønsket, er det vel også bedst, det ikke kommer til verden.«

Tine Lauritsen er lidt mere nuanceret:

» Fint nok, da det stadig er billigere end at anbringe barnet. Men efter nogle stykker burde man overveje sterilisation.«

Angie Emina Aylin Celik er ikke forarget over Amalie, men over, at så mange er forarget over hende.

»Tænk, at folk går så højt op i, hvad andre folk foretager sig. Om så Amalie havde fået 20 aborter, så rager det ikke jer. (...)
Vi burde være glade for at leve i et samfund, hvor det er muligt at få en abort, og (hvor vi, red.) ikke skal være tvunget til noget, vi ikke er klar til eller har lyst til. Jøsses, hvor folk går meget op i, hvad andre folk vælger. I kender ikke grunden eller hvorfor. Da hellere få en abort, end sætte et barn i verden, man ikke er klar eller har tid til. Jøsses hvor folk er blevet gode til at dømme.«