Han er skarp, modig og følelsesmæssigt på fuld omgangshøjde med en gravid kvinde i øjeblikket. Urolighederne i Iran har rusket op i skuespilleren og foredragsholderen Farshad Kholghis minder om sin barndom i Iran.
- Jeg føler mig som ramt af en tsunami. Det har været nogle intense uger. Følelsesmæssigt har jeg været som en gravid – jeg får tårer i øjnene over det mindste.
Vi sidder overfor skuespilleren og samfundsdebattøren Farshad Kholghi i hans lejlighed på Østerbro i København.
Farshad Kholghi er lækker, mener rigtig mange kvinder. Ikke bare fordi han er pakket ind i en veltrimmet, gylden krop, har øjne som to fristende Ferrero-Rocher chokoladekugler og et smil, der som en isbryder baner sig vej til folks hjerter.
Nej, fordi han nærmest oser af testosteron, godt humør og nærvær – og så har han noget på hjerte. Han mener, at man skal være blind for ikke at kunne genkende islamismens ansigt i Danmark i dag. Det nytter ikke noget, at vi luller os ind i pladderhumanisme.
Danskerne kender ham i satiriske roller i 'OPS – Oplysning til Perkerne om Samfundet', og har set ham folde sig ud som sanger i 'Showtime', og mange vil huske ham som gynasielæreren, der var anklaget for at have myrdet Nanna Birk Larsen i DRs 'Forbrydelsen'. Men nu er det først og fremmest konflikten i Iran, der river og flår i både hans indre og ydre.
Da verden forandrede sig med et slag
Skuespilleren og samfundsdebattøren Farshad Kholghi er dybt berørt af urolighederne i Iran. Han drømmer om, at det vil udrydde mullaherne – præstestyret, der knægtede ytringsfriheden, forbød musik og litteratur og tvang kvinderne til at gå med slør. Han håber, at Iran igen kan blive den fantastiske have, han selv oplevede som barn inden revolutionen i 1979.
- Det er første gang i 30 år, at man kan tale om et lyspunkt i forhold til det, jeg har kæmpet for. Jeg tror ikke på, at præstestyret vælter lige nu, men demonstrationerne er et sundhedstegn, siger Farshad Kholghi.
Han var kun otte år, da hans verden med ét forandrede sig. Han sad ligesom sine klassekammerater i sin bordeauxrøde skoleuniform på træbænkene i klasseværelset i Teheran. De kiggede alle opmærksomt op på deres lærer, som stod foran tavlen. Bag dem var hovedgaden. Pludselig blev alt råb, skrig, larm og kaos ude på gaden. Børnene styrtede hen til vinduerne og kiggede ud. Fra den ene side kom regeringssoldaterne - fra den anden side af gaden blev de mødt af demonstranter, der kastede sten og molotovcocktails og brændte bøger af. Der var totalt kaos. Læreren beordrede eleverne ned på gulvet, og skolen blev lukket for resten af dagen.
- Jeg ser mig selv stå i skolegården bagefter. Jeg var bange. Jeg græd og følte mig helt alene i verden. Men så kom en kvinde, der var indhyllet i et stort, blomstret klæde, hen til mig. Hun ville have mig til at følge med hende. Men jeg kendte ingen, der gik med chador (tørklæde, red.) – så jeg ville ikke gå med. Til sidst åbnede hun en flig af tørklædet, så jeg kunne se, at det var min bedstemor, der var kommet for at hente mig.
Frøerne sang
Farshad Kholghi blev født ind i en moderne, veluddannet familie i Teheran. Hans far var journalist, og hans mor var uddannet sygeplejerske. De mødte hinanden i Teherans lufthavn, hvor hans far arbejdede som PR-chef og moderen som ground-hostess. De har altid fortalt ham, at da han blev født, brød frøerne i hospitalets have ud i deres karakteristiske kvækkende serenader. Noget Farshad dog betvivler, da han blev født om formiddagen og frøerne faktisk først synger ved solnedgang.
Men han kommer fra en familie, der altid har været gode til at fortælle historier.
Farshad Kholghi har selv brugt sit fortæller-gen som samfundsdebattør. Han har de sidste ti år gennem klummer, foredrag og kommentarer erklæret fundamentalistiske islamister kamp til stregen. Han fortæller selv med stor iver. Han gestikulerer med sine hænder, bevæger hoved og skuldre som en slange fra side til side, og forandrer sin stemme, når han citerer andre. Han har med held brugt sin humor til at formidle sine skarpe holdninger som samfundsdebattør.
Han flygtede med sin familie fra forbud mod musik, litteratur, film og ytringsfrihed. Flygtede fra et styre, hvor kvinder skulle dække sig til, hvor kun erklærede tilhængere af regimet havde job, og hvor børn blev sendt ud som mine-ryddere. Hans mor tog nødtvungent tørklæde på, og faderen blev fyret, men de ville ikke også risikere, at Farshad skulle ende som børnesoldat. Derfor flygtede de til Danmark.
- Nu føler jeg, at alle de ting, jeg har sagt i ti år, bliver hørt. Jeg er blevet beskyldt mig for at være intolerant, fordi jeg er imod islamisme og tørklæder. Men det er jo præcis de samme absurde, menneskefjendske regler, vi flygtede fra, og som vi har pligt til at kæmpe imod, siger Farshad om den nuværende situation i Iran.
Farshad Kholghis hjem på Østerbro vidner om, at han ville have svært ved at leve med et forbud mod musik, film og litteratur. Mellem de hvidmalede vægge, hvidmalede døre, hvide stearinlys og hvide orkideer springer de mørke kontraster tydeligt frem. Klaveret, spisestuestolene og de sorte gulv-til-loft-reoler, der bugner som et overflødighedshorn af bøger, film og musik i alle genrer. Her er både Frank Sinatra, jødisk musik og klassisk Rachmaninov, der bringer lindring på mørke vinterdage.
Midt i det hele sidder Farshad Kholghi afslappet, henslængt med den ene fod hvilende på stolen ved siden af. Bag ham står en gammel, sort Mercedes skrivemaskine – som er hans nye samlerobjekt, og et skakspil med brikker i udskåret rosentræ. Bønderne ligner til forveksling hovederne af ayatollah Khomeini med kraftigt fuldskæg.
Spiller med åbne kort
Han har været vild med skak, siden han var barn. Han er ikke så god som sin far, men de er begge medlemmer af en skakklub, hvor de spiller en gang om ugen. Også i det virkelige liv foretrækker han, at man viser sine træk på det åbne bræt.
- Pokerspil med bluff og kortene ind til kroppen bryder jeg mig slet ikke om. Men det er det spil, de fleste iranere er tvunget til at spille hver eneste dag i Iran. Alle formuleringer skal vendes og drejes, og hvis de er i modstrid med profetens lære, så er man prisgivet.
Han ryster på hovedet ad den iranske ambassadør, som ved gentagne lejligheder har nægtet at svare, når danske journalister har spurgt til situationen i Iran.
- Det kan godt være, at ambassadøren er flink og sød og rar. Men han repræsenterer et blodtørstigt regime, som skyder sin befolkning, og har gjort det i 30 år. Det er egentlig underligt, at vi har en iransk ambassade i Danmark. Det ville være dejligt, hvis man i stedet kom i direkte dialog med befolkningen dernede gennem deres egne repræsentanter.
Ville du selv deltage i demonstrationerne i Iran, hvis det var muligt for dig?
- Hvis jeg havde været i Iran nu, havde jeg siddet i fængsel. Men hvis jeg havde haft mulighed for det, havde jeg været på gaden og deltaget i demonstrationerne. Det er 100 pct. sikkert. Jeg ville ikke tænke på min egen sikkerhed. Tænk bare på de mænd, kvinder og børn, der allerede har betalt den højeste pris. Nej, man må bare håbe på, at guderne - eller måske PET - ville beskytte mig,« siger Farshad Kholghi og ler afvæbnende.
- Da min familie måtte flygte ud af Iran i 1984, mistede vi vort hjem, vort land, vort sprog og vores frihed. Det blev efterladt dernede som en uafsluttet historie. Gennem de sidste ti år har jeg forsøgt at skrive og tale mig frem til en form for afrunding af den tid. For mig selv. Det er det, jeg føler, jeg får hjælp til nu. Ved at befolkningen i Iran demonstrerer for frihed. Ved at jeg kan følge og bakke op om iranernes sympatidemonstrationer her i Danmark.
Intens tid
Det har været nogle intense uger for Farshad, hvor det meste har handlet om situationen i Iran. Han tjekker hele tiden, om der er nyt på nettet, og zapper rundt mellem forskellige tv-kanaler. Da han torsdag d. 25. juni kommer hjem sent om aftenen og ser, at der blev annonceret »Breaking News« på tv-stationen CNN, gik han ud fra, at det handlede om Iran. Men denne gang var det Michael Jacksons død, der blev annonceret. Trist synes han, for det er altid trist, når genier forlader verden og Michael Jackson havde bidraget med så meget til glæde for menneskeheden.
- Men jeg håber virkelig, at folk også vil holde fokus på det, der sker i Iran. Selvom det ikke længere er 'breaking news', siger Farshad Kholghi, som fortsætter debatten. Han skriver allerede på den næste bog. Den handler om såkaldt 'Æsel-isme' – om fanatisme og undertrykkelse – forklaret ved hellige æsler, der tvinger deres kvinder til at gå med æselører.
