Den tidligere Se og Hør-journalist Ditte Okman fortalte for åben mikrofon, at den tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) selv kontaktede bladet for at lave en hemmelig aftale.

I sit radioprogram 'Det, vi taler om' på Radio24syv diskuterede Okman og gæsterne Klaus Riskærs udeblivelse fra sin datters barnedåb på grund af at eks-kæresten havde kontaktet pressen, da Okman pludselig lod bomben sprænge.

- Jeg kan huske, at han ringede ind til Se og Hør og sagde 'Jeg er blevet kæreste med Sophie Løhde'. Så der blev simpelthen lavet en aftale om, at vi på Se og Hør skulle stille op med en såkaldt paparazzi-fotograf ude foran Christiansborg, sagde Ditte Okman.

Troels Lund Poulsen aftalte ifølge Okman med daværende chefredaktør Henrik Qvortrup, at det skulle se ud som om, Se og Hør selv havde opdaget romancen med Venstre-kollegaen og lå på lur for at tage billeder, hvorefter det 'overraskede' par blev konfronteret af bladets journalist.

- Troels ville pissegerne i Se og Hør, fordi han havde fået en superdejlig kæreste. Det kan da godt være, at Troels tænkte, det ville være godt for hans image at komme ud med en smækker kollega. Han havde vel brug for noget omtale, sagde Ditte Okman, som også har en fortid som presserådgiver for netop Venstre.

Okmans gæster blev mildest talt overraskede over afsløringen. Ikke mindst Se og Hørs nuværende chefredaktør Niels Pinborg.

- En aftale er jo en aftale. Hvis man laver en aftale om, at man laver noget som er sådan lidt... Så holder man den, sagde Pinborg.

Da Henrik Qvortrup selv gæstede 'Det, vi taler om' i anden halvdel af programmet, virkede han heller ikke helt tilfreds med Okmans åbenmundethed.

- Sidder du her og afslører vores kilder? Men ok, kilder er i det hele taget ikke, hvad de har været, sagde Henrik Qvortrup.

bt.dk har været i kontakt med Troels Lund Poulsen, men han ønsker hverken at bekræfte eller benægte Okmans udlægning.

- Jeg har ikke hørt programmet og kommenterer ikke på mit privatliv, lyder det kortfattet.