En af de danske kvinder, den svenske konge har kastet sin opmærksomhed på, er den tidligere barnestjerne Pusle Helmuth.

I dag husker den 48-årige kvinde tydeligt aftenerne på diskotek Fellini i København sidst i 80erne, da hun dansede tæt med den svenske konge.

- Han var enormt sød. Udadvendt og et virkelig livsbekræftende menneske. Jeg troede, jeg ville tænke 'uh, det er jo kongen', men han var så jordnær og behagelig at være sammen med, mindes hun.

Første gang var i 1987, og siden var hun 'så heldig endnu en gang at løbe på kongen' og hans venner.

Begge gange dansede de, men de udvekslede aldrig numre, og mødtes aldrig igen.

- Jeg fik et kys på kinden. Men han var jo en gift mand, og jeg er ikke typen, der render med gifte mænd, siger Pusle og afviser rygtet om, at de skulle have været 'sammen'.

- Jeg må dog indrømme, at havde kongen ikke været en gift mand, så havde jeg inviteret ham ud, griner hun.

Og erkender i samme åndedrag, at kongen nød stor opmærksomhed, når han gæstede diskoteket. At der ligefrem var tale om damer, der var hyret ind, fornemmede hun ikke.

- Han rendte på ingen måde rundt og gramsede på kvinderne. Der blev festet og danset, men han var meget rolig. Han havde kvindetække på den positive måde, siger Pusle, der erindrer, at hun mest talte med kongen om teaterkunst og om sin skuespillerfar Frits Helmuth.